FN har bedt Dansk Flygtningehjælp om ekspertbistand til opbygningen af 13 lejre, der skal huse 3-400.000 flygtninge fra Irak og Syrien. Nødhjælpschef kalder situationen akut og kompleks.

I det kurdiske selvstyreområde i det nordlige Irak er flygtningesituationen desperat. Området har modtaget 220.000 syriske flygtninge, og op mod 600.000 irakere er også flygtet nordpå, efter at den militante gruppe Islamisk Stat (IS) med stor hastighed har henrettet og tortureret sig vej op gennem det centrale og nordlige Irak de seneste måneder.

Situationen gør, at FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) blandt andre har bedt Dansk Flygtningehjælp om ekspertbistand i form af en seniorrådgiver til opbygning af 13 lejre, der skal huse 3-400.000 flygtninge i nærheden af byen Dohuk.

Det fortæller Nødhjælpschef i Dansk Flygtningehjælp Rasmus Stuhr Jakobsen, der netop nu befinder sig i det kurdiske selvstyreområde.

»Vi skal ind og yde ekspertbistand til myndighederne og samarbejde med FN om, hvordan man konstruerer sådan nogle lejre her. Det handler om helt fra bunden at udvælge de rigtige lokationer for, hvor lejrene bliver placeret, hvad man skal tage med i betragtning, når teltene sættes op, hvad man skal tænke over i forhold til de sanitære forhold, mulighederne for at trække el gennem lejrene, og så videre,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Rasmus Stuhr Jakobsen fortæller, at FN selv har etableret de første to lejre, mens to andre er næsten klar til brug. De resterende ni lejre forventes at kunne tages i brug om to måneder, fortæller nødhjælpschefen, der samtidig kalder situationen i området for meget kompleks og akut.

»Det komplekse i det er, at det er en krise midt i en krise. De kurdiske områder huser også 220.000 syriske flygtninge fra krigen inde i Syrien, som nu er koblet sammen med de her 600.000 internt fordrevne irakere. Nogle af syrerne er også blevet fordrevet for anden gang,« siger Rasmus Stuhr Jakobsen og fortsætter:

»Det akutte i det knytter sig især til alle de familier, der har bosat sig i de skoler, kirker og moskéer, der er i området, og særligt for dem, der er flyttet ind på gader og stræder og i faldefærdige bygninger uden at kunne få dækket de mest basale behov.«

Spørgsmål: Hvor stor er sikkerheden lige nu i det område, hvor de 13 lejre skal ligge?

»Efter vores bedste vurdering, som vi laver time for time, så er sikkerheden i Dohuk, hvor jeg befinder mig i øjeblikket, god. Når det så er sagt, så er frontlinjen 25 kilometer væk herfra. Mellem Dohuk og frontlinjen er der en flod og en bjergkæde og ikke mindst den kurdiske hær. Så det er ikke så nemt at komme de der 25 kilometer, selv om det lyder som en kort afstand,« forklarer han.