En 50-årig mand fra Middelfart er død efter en drukneulykke i norske Kristiansand.

Det oplyser Kristianssand Politi til bt.dk.

Den danske dykker kom i går eftermiddags i problemer ud for Grønning Fyr syd for Kristiansand, der ligger i det sydlige Norge.

Og nu har det norske politi i følge den norske avis, Fædrelandsvennen.no, fundet ud af, hvad der skete, siden den 50-årige danske dykker fra Middelfart omkom.

Den 50-årige mand var en del af en gruppe på 14 fra Dykkerklubben Blop i Fredecia. Syv af dem var søndag ude og dykke ved Grønningen Fyr i Kristiansand i Norge, hvor den tragiske ulykke indtraf.

I modsætning til de andre fra gruppen, som holdt en pause, valgte den 50-årige mand nemlig at tage en dykkertur alene.

Men omkring 20 meter fra land kunne man se, at han kom i problemer. Et norsk øjenvidne beretter til Fædrelandsvenne.no, at man kunne se, hvordan den 50-årige dykker rakte armene i vejret for at signalere, at han var kommet i problemer.

Men før de andre dykkere kunne nå ud til ham, forsvandt manden under vandoverfladen.

Resten af hans hold hastede derfor ud i vandet og fik fat i deres kammerat, som lå bevidstløs på tre meter dybt vand. De fik hurtigt den bevidstløse mand ind på land, hvorfra der blev ringet efter ambulance.

TIP OS: BT vil gerne høre nærmere om de ulykkelige omstændigheder, der førte til dødsfaldet. Send en SMS til 1929 eller skriv en mail til 1929@bt.dk, hvis du ved noget.

Meldingen om problemerne kom klokken 14.42 søndag, hvor den 50-årige mand blev trukket i land af sine dykkerkammerater.

Manden blev først kørt til Arendal Sygehus, hvorefter han blev overført til Ullevål Sygehus i Oslo. Hans tilstand blev søndag aften beskrevet som kritisk, men stabil.

Men kort før klokken 01. i nat afgik den danske dykker ved døden.

Politiet oplyser yderligere til bt.dk, at dykkeren skal obduceres i dag af norske læger. Lige som politiet har hentet eksperter, der skal fastslå om, det var dykkerudstyret der var noget galt med. Og selv om det endnu er for tidligt at sige med sikkerhed, hvorfor ulykken indtraf, regner politiet med, at der er tale om et uheld.

Men at man regner med, at dykkerens afsjælede legeme vil vende tilbage til Danmark i løbet af denne uge.