Dansk udsending for Læger Uden Grænser hilser de foreløbige resultater fra forsøg med vaccine mod den dødelige ebola-sygdom velkommen.

Flere end 27.000 mennesker er blevet smittet med sygdommen ebola, og af dem er 11.000 døde.

Men nu er der godt nyt for pårørende til smittede og de personer, der behandler de syge i de tre hårdest ramte områder i Vestafrika - Liberia, Guinea og Sierra Leone.

En nyudviklet vaccine mod ebola ser nemlig ud til at kunne beskytte fuldstændig mod den smitsomme sygdom.

Resultatet offentliggøres i det ansete lægefaglige tidsskrift The Lancet, efter at vaccinen er blevet testet på flere end 4.000 personer. Forsøget har vist, at den yder 100 procents beskyttelse efter ti dage.

»Det ser meget lovende ud. Vaccinen fremprovokerer en immunrespons hos alle forsøgspersonerne, det vil sige, at den gør folk immune over for ebolasmitte,« siger Mads Geisler, der har været udsendt for Læger Uden Grænser i Liberia og Guinea.

Her har han selv stået ansigt til ansigt med mange patienter smittet med ebola, så han ved alt om, hvor store følger sygdommen har både for den enkelte, familierne til de smittede og for et helt land.

Det er en gruppe af læger og forskere fra blandt andre medicinalfirmaet Merck, fra verdenssundhedsorganisationen WHO, den canadiske regering samt Læger Uden Grænser, som står bag forsøget med ebola-vaccinen.

1.200 frontlinjemedarbejdere fra Læger Uden Grænser, der arbejder på klinikker i Guinea, hvor ebolaramte behandles, har medvirket i forsøget.

Derudover har pårørende til smittede medvirket. Det er netop de to grupper - pårørende til smittede og sundhedspersonale - der er mest udsat for smitte.

»Det er midlertidige resultater. Vaccinen er ikke færdig endnu. Men det, vi gerne vil kommunikere, er, at vi håber, den vil være til gavn for alle pårørende til smittede og alle frontlinjemedarbejdere,« siger Mads Geisler.

Han mener ikke, at vaccinen - hvis resultaterne holder - vil være egnet til at give som »massevaccine« til en hel befolkning.

»Det er ikke oplagt at massevaccinere med ebolavaccinen, fordi ebola er en sygdom, der smitter i nærmiljøet gennem blod og kropsvæsker. Det vil sige, den rammer blandt andre chauffører, rengøringsfolk og sundhedspersonale. Derfor er det især de personer, vi skal satse på at vaccinere nu, så smitten kan hindres i at brede sig,« siger Mads Geisler.

Han forventer, at de endelige resultater af forsøgene vil foreligge i løbet af august.