I kølvandet på en britisk Helmand-specialists svidende kritik af den internationale indsats i krigen i Afghanistan kommer den danske kaptajn Mads Silberg nu på banen. Danmark førte krig uden en sammenhængende plan for, hvad soldaterne skulle lave, lyder anklagen.

Den danske kaptajn Mads Silberg melder sig nu i koret af kritikere, der langer ud efter indsatsen i Afghanistan-krigen.

I et interview med Information siger den 41-årige kaptajn, der kom hjem fra Afghanistan for fire år siden, at Danmark førte krig uden at have en sammenhængende plan for, hvad de danske soldater skulle lave.

»Der var simpelthen ingen plan for, hvad vi skulle foretage os. Vi begyndte forfra hele tiden. Og efterretningsmæssigt var der heller ikke styr på tingene. Vi gik patruljer for patruljernes skyld. Hvad var strategien? Det var kort sagt noget mismask,« siger han til avisen.

Mads Silbergs kritik kommer i kølvandet på en ny bog fra den britiske Helmand-specialist nummer ét, kaptajn Mike Martin, der gør op med grundlaget for NATOs krig i Afghanistan. Danskerne og den internationale koalition misforstod hele situationen, hævder han i bogen, og ofte var de væbnede grupper, danskerne så som en del af Taleban, ikke andet end fattige fodsoldater eller lokale vagtværn, lød det fra Mike Martin i fredagens Information.

Og den kritik kan Mads Silberg godt tilslutte sig. Han er stadig ansat i Forsvaret, men har mistet troen på, at forsvarsledelsen og de danske politikere ved, hvad de laver, når det kommer til den aktivistiske udenrigspolitik, siger han.

Især retter han sin kritik mod den manglende sammenhæng i det, de i alt 17 hold af udsendte danske soldater foretog sig i Helmand-provinsen i Afghanistan. Og den danske kaptajn mener, at meget af det, Danmark har foretaget sig i krigen, ikke har haft den store effekt

»Det har været noget rod, men der er ikke mange, der tør sige, at det gik ad helvede til. Jeg har talt med rigtig mange soldater, og der er mange af os, som er dybt frustrerede. Jeg har faktisk ikke mødt en eneste, der ikke har været enig med mig i, at Helmand var noget rod,« siger Mads Silberg til Information.