OPDATERING: BT får kritik af Pressenævnet

Forening med dansk lærer i spidsen lægger lokale til moskeen, der prædiker krig mod jøder. Ifølge DR var Omar El-Hussein der dagen før terrordrabene.

En skolelærer står i spidsen for en forening, der lægger lokaler til udskældt moské. Ejeren kan ikke opsige lejemålet, selv om en imam opfordrede til angreb på jøder om fredagen før terrorangrebet i København

Han er dansker, konverteret til islam, og underviser en 6. klasse på en muslimsk friskole. I sin fritid står Naji Dyndgaard - født Christian - i spidsen for ’Foreningen for Islamisk Kultur og Viden.’ En forening, der ifølge vedtægterne har til formål at skabe ’fredelig sameksistens’.

Læs også:

Men de fine formuleringer står i skarp kontrast til det, der foregår i lokalerne i Heimdalsgade 39, som foreningen har lejet. Fredag 13. februar i år - dagen før København blev ramt af to terrorangreb - lagde foreningen lokaler til en imam, der opfordrede til ’krig’ mod jøder.

’I krig med jøderne’

»Vores profet havde jødiske naboer i Al Medina. Ønskede han tættere relationer, harmoni og dialog sådan som FN og dem, der ønsker at forene sandhed og løgn? Eller prædikede han, at de skulle betro sig til Allah? Når de krænker deres løfte og ikke accepterer hans kald, så ved du, hvad han gjorde ved dem. Det står i hans Sira (Muhammeds bog, red.), at han skal i krig mod jøderne,« lød det fra Hajj Saaed i prædikenen, som BT har fået oversat.

Læs også:

Søndag kunne DR fortælle, at den 22-årige Omar El-Hussein var til stede i moskeen dagen før han, ifølge politiet, gennemførte de to terrorhandlinger i hovedstaden, hvor han bl.a. skød og dræbte den 37-årige jøde Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade i det centrale København.

Ejeren er magtesløs

Foreningen, som Naji Dyndgaard står i spidsen for, har siden sommeren 2014 lejet ejendommen i Heimdalsgade 39 på Nørrebro i København, hvor imamen holdt sin hadefulde tale, og hvor moskeen ’Masjid Al-Faruq’ har til huse. Af moskeens Facebook-side fremgår det endvidere, at prædikenen var arrangeret af Hizb ut-Tahrir Skandinavien, som også står bag flere andre arrangementer i moskeen. Hizb ut-Tahrir er en berygtet islamisk organisation, der ønsker at nedbryde demokrati for i stedet at oprette et kalifat - en islamisk stat.

Læs også:

Beskyttet af loven

Men Naji Dyndgaards forening kan ikke smides ud af lokalerne i Heimdalsgade, oplyser advokat Henrik Oehlenschlæger fra Rialto Advokater på Frederiksberg, der administrerer ejendommen for ejeren Bellevue Finans ApS.

»Man kan mene, hvad man vil, om det, der blev sagt den fredag - og det gør vi også. Men der er ikke tale om, at lejemålet er blevet misligholdt, og derfor kan vi ikke gøre noget. Lejeloven er således, at man som udlejer ikke bare kan smide en lejer ud, fordi der siges nogle ting om et bestemt folkefærd i lejemålet,« siger Henrik Oehlenschlæger.

Læs også:

Han oplyser til BT, at der i foreningens vedtægter står, at formålet er ’fredelig sameksistens’.

»Men det er egentlig underordnet, hvad der står, og om foreningen lever op til det, så længe foreningen lever op til aftalen, der er indgået.«

Hvad betyder det, at Hizb ut-Tahrir anvender moskeen?

»Det afgørende er, at lejeren ikke har misligholdt lejemålet,« siger Henrik Oehlenschlæger.

Ingen kommentarer

BT har forsøgt at få en kommentar fra Naji Dyndsgaard, men han har ikke ønsket at kommentere BTs historie.

Naji Dyndgaard arbejder til daglig som 6. klasse-lærer på den islamiske friskole Al Quds i Københavns Nordvestkvarter. Skolens ledelse har ikke ønsket at kommentere BTs artikel.