Danmarks eneste pantelåner har haft ekstra travlt med at give lån til kunder, der sidst på måneden har haft brug for flere likvider.

Sidst i december måned kan det knibe med at strække økonomien til både at dække dagligvarer og Playstation 4 til pynt under juletræet. Eller måske har man købt en ørering for meget, så man ikke har råd til at holde nytår i Marrakech.

Der kan være mange grunde til, at pantelånerne har ekstra travlt i december, fortæller vurderingsekspert for Nyfortuna Pant & Finans Mia A. S. Hinrichs til Radio24syv:

»I starten af december havde vi ikke så travlt, men midt i december kunne vi se, at vi fik mere at lave. Det er som om folk pludselig kommer i tanker om at købe julegaver.«

Afhængigt af lånetypen kan man låne op til 75 procent af sin genstands værdi, og det er ikke småting, som Mia A. S. Hinrichs har vurderet i december:

»Det er mest smykker og ure, som folk kommer med. Men i starten af december vurderede vi også en bil,« fortæller hun til Radio24syv.

Det kræver mange penge at kunne drive forretningen, og pantelånerne har da også støtte i guldopkøberfirmaet Nyfortuna, som køber og videresælger private personers guld.

Derudover har pantelånerne sikkerhed i genstanden, som de kan sælge videre, hvis kunden ikke køber den tilbage inden lånefristen udløber:

»Vi giver mulighed for, at man kan forlænge sit lån en enkelt gang på seks eller 12 måneder. Derefter begynder vi at bortauktionere. Men hvis vi får en højere pris, end vi havde vurderet genstanden til, så skal vi faktisk sende overskuddet tilbage til kunden,« fortæller Mia A. S. Hinrichs til Radio24syv.