Danske kvinder drømmer om at få to børn eller flere, men har samtidig urealistiske forventninger til, hvor længe de kan vente med at få børn, viser en ny undersøgelse.

»Hvor længe kan jeg vente med at få børn?«

Det spørgsmål kommer fra et flertal af de kvinder, som opsøger Fertilitetsrådgivningen på Rigshospitalet, viser en undersøgelse. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af svar fra 340 kvinder fra Storkøbenhavn, som har opsøgt rådgivningen.

Kvinderne i undersøgelsen er i gennemsnit 37,5 år og vil gerne have to børn eller flere, selv om de er klar over, at deres fertilitet falder, når de er fyldt 35 år. Kvinderne har altså urealistiske forventninger til, hvor længe de kan vente med at få børn, siger Kathrine Birch Petersen, som er den ansvarlige speciallæge bag undersøgelsen, til Kristeligt Dagblad:

»Rigtig mange kvinder er ikke klar til familielivet selv i en høj alder. Og det gælder uanset, om man er single eller har en partner. De føler ikke, at de har rejst de, de vil. De er ikke nået langt nok med karrieren. De frygter tab af personlig frihed og fokuserer generelt på negative historier om, at livet slutter, når man får børn,« siger hun.

Flere forskere siger til Kristeligt Dagblad, at kvindernes urealistiske billede af, hvornår de bør få børn, er et kæmpestort og voksende problem.