Et enkelt øjeblik tager det at gældsætte sig for livet. Men så er man også indlemmet i husejerklubben. Så er man rigtigt voksen. Så er det alvor.
Havde det ikke været for Livas toårsfødselsdag og alle gæsterne, der ventede derhjemme, havde øjeblikket været et regulært antiklimaks, en flad fornemmelse: Så gik man ind hos ejendomsmægleren – ung, uafhængig, fri. 15 minutter senere kom man ud, som om intet var hændt – blot 3,2 millioner fattigere. Og rækkehusejer. I Virum!
En lettelse, at boligjagten endelig var overstået, siger Sofie Egmose, 32 år. En glæde, at hun, kæresten Thomas Brunsgaard og datteren Liva havde fundet deres nye hjem. En regulær fryd ikke at skulle til flere åbent-hus-søndage med datteren på slæb, hvor man meget hellere ville ligge på sofaen og spise chokolade frem for at stresses over andre købelystne par, der taler sagte med indsmigrende ejendomsmæglere i hjørnet: Åh, vil de nu give mere end os? Og skal man virke positiv eller ikke alt for positiv, og er det overhovedet det hus, vi vil have?
Men også underligt afdæmpet.
»Sådan a la: Dér brugte vi så lige over tre millioner på under 15 minutter,« siger Sofie.
»Boligjagten var så stor en ting, der havde fyldt alt de sidste mange måneder. Og så kørte vi bare hjem igen for at fejre fødselsdag. Det var virkeligt syret.«
Aldrig mere Boliga
De fleste husker deres første boligkøb. For intet har så stor en betydning for ens fremtidige økonomi, som hvornår debuten finder sted. Ikke en rar erkendelse, når boligdrømmen for førstegangskøberne opstår i et galopperende opadgående marked som det i 2014, hvor kvadratmeterpriserne steg nærmest dag for dag.
Fra Sofie og Thomas begyndte at kigge efter huse, og til de endelig skrev under på købet 9. marts, kunne de på sidelinjen se til, mens deres penge blev stadig mindre værd. Sådan føltes det i hvert fald. De seneste to år er boligpriserne i København og nordsjællandske forstæder som Virum steget med over ti pct.
»Hver gang, der var åbent hus, var der vildt mange mennesker, og når vi kiggede næste uge på Boliga (en hjemmeside der samler alle boligannoncer, red.), var huset allerede væk. Samtidig kunne vi se, at de af vores venner, der havde købt bare seks måneder før, havde fået langt mere for pengene. Det var en kæmpe stressfaktor,« siger Sofie Egmose.
Da de endelig fandt, hvad de troede var drømmehuset – i Lyngby – blev det solgt til anden side, inden de nåede at byde ind. Og så gik de helt ned, var ved at give op, blive boende i den alt for lille toværelses på Østerbro og droppe projektet helt. Men på den anden side: Det var måske også på tide at komme ud af byen, få mere plads og lidt græs, Liva kunne lege på. Og hvis de ventede meget længere, ville de snart ikke have råd til noget som helst, og snart var det forår og endnu flere ville tage på husjagt. De måtte snart slå til.
»Så vi fortsatte. Snakkede ikke om andet, og var på Boliga konstant. Som i mange gange om dagen. Hver dag. Det var nærmest umuligt at foretage sig noget andet. Det var alt, hvad vi tænkte på, alt hvad vi snakkede om,« siger Sofie Egmose.
Indtil de til sidst fandt huset i Virum – Sofies hjemby – som hun havde svoret, hun aldrig skulle tilbage til. Det var ikke kærlighed ved første blik. Men det føltes alligevel rigtigt. Også selv om det var langt dyrere, end de egentlig havde regnet med, de skulle købe for.
Men så kom endnu flere spørgsmål: Hvor farligt var det der K3? Var det virkeligt så vigtigt at bo nord for København? Skulle de egentlig gå meget ned i forbrug i forhold til i dag? F3 eller fastforrentet? Åh nej, var de nu ved at løbe en stor risiko, og havde de overhovedet fået presset prisen nok ned?
»Vi er begge akademikere og vant til at analysere alt i bund, men har jo ingen forstand på finans eller håndværk. Og jo flere, vi spurgte, jo mere fandt vi ud af, hvor meget det med huskøb og -lån bygger på mavefornemmelser frem for research. Det virkede fuldstændig vanvittigt at tage så kæmpestor en beslutning på et så relativt uoplyst grundlag.«
Ansvarets åg
Nu er de her. Liva løber rundt i stuen, Thomas bestikker hende med slik til at posere for fotografen. Familien har deres helt eget hus. Og så i Virum, som har vist sig at være alt, det Sofie huskede med gru fra teenageårene: En stille soveby. Forskellen er, at hun selv er blevet ældre og nu elsker det.
Men det er, som om de bekymringer, der flyttede ind under boligjagten, også har fundet hjem i rækkehuset. Gælden kan mærkes, næsten fysisk, på en måde de ikke havde regnet med.
»Når det regner, tænker vi: Bare taget er tæt, eller der ikke kommer noget ind i kælderen. Og hvad med den revne i muren, er det en sætningsskade, og er det farligt? Ting vi aldrig før havde skænket en tanke. Selve huset er vi slet ikke i tvivl om. Men hele det ansvar, der fulgte med, er jeg blevet overrasket over, hvor tungt faktisk er.«
Parret har allerede en datter på to et halvt, Sofie har fast arbejde i et ministerium og er gravid med nummer to. Alligevel blev søndag d. 9. marts noget af det mest definerende for hendes hverdagsidentitet.
»Pludselig føltes det, som om vi var blevet indlemmet i husejernes klub og rigtig kunne snakke med onklerne om flexlån og sætningsskader,« siger hun.
»Men med ét blev vi også meget, meget voksne.«
