Undrede du dig også over, hvorfor millioner af myrer væltede op af jorden og sværmede rundt i luften i dag? Og kun i dag? Så behøver du ikke gruble længere. Svaret er nemlig såre simpelt: Det er parringstid for dronninger og hanner, forklarer Morten D.D. Hansen, der er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus til BT.

»Når lufttryk, temperatur, fugtighed og blæst rammer det optimale tidspunkt, myldrer flyvemyrerne (hanner med vinger, red.) frem for at parre sig i luften. Når der ikke er nogen vind, kan de styre, hvad de laver, og de blæser ikke væk. De skal helst møde nogle myrer fra andre boer, så de mindsker risikoen for indavl,« forklarer museumsinspektøren, der samtidig understreger, at det ikke kun er vejret, der har betydning for flyvemyrernes færden i luften:

»Det synkroniseres i forhold til månens cyklus, og så har de bare ventet på den første dag, hvor vejret er godt. Når der har været ekstra mange myrer i dag, skyldes det måske den dårlige sommer, som har fået dem til at vente,« siger Morten D.D. Hansen.

Når dronningen har 'fået nok', lader hun sig falde ned til jorden, hvor hun bider sine vinger af og forsøger at finde et passende sted til at grundlægge en ny koloni. Hannerne derimod falder døde om, når de har overstået akten.