Det undrer ikke Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet, at Karen, som torsdag aften kunne ses i TV 2-dokumentaren ’Hvem gør min datter fortræd?’, påstår, at hendes nu 14-årige datter er blevet seksuelt krænket af Karens eksmand og to ældre sønner.
Har man i sin barndom oplevet at blive udsat for seksuelle krænkelser, er det nemlig ikke unaturligt, at man også senere hen i livet stifter bekendtskab med det. Enten som krænker eller som offer.
»Hvis tanker, forestillinger og erfaringer fra barndommen er ubearbejdede, så er der risiko for, at man selv ser verden ud fra de samme opfattelser. At man har den tanke, at hvis et barn er alene, og der ikke er en voksen eller forælder, så kan det udsættes for overgreb, fordi så kommer der nogen og belurer barnet,« forklarer Kuno Sørensen til bt.dk.
I dokumentaren fortæller Karen nemlig, at hun selv voksede op i et hjem, hvor druk, vold og seksuelle overgreb var en del af opvæksten.
»Jeg tænker, at det har været så tæt på. Med en fætter, der har haft fat i hans børn. Og så også min egen far. Er det noget, man bærer rundt i generne? Ligger det et eller andet sted, så det bliver overført til børnene?,« spørger Karen i dokumentaren.
I dokumentaren kommer det også frem, at Karen var kæreste med faren i den meget omtalte Tønder-sag de sidste måneder op til hans anholdelse. Karen fortæller, at hun ikke anede noget, og at hun selvfølgelig blev ked af det, da hun fandt ud af det.
Der tegner sig altså et mønster af, at Karen opsøger de forkerte mennesker. Det fortæller hun selv i dokumentaren:
»Det har jo nok haft nogle betydninger, at de mennesker man har mødt eller været kærester med, at man rammer ind i de forkerte mænd. Jeg tænker, at det ikke kan passe. Også min eksmand, han var så sød og rar, da vi mødtes nede på Tønder Torv. Han var så hjælpsom på den måde, han tog sig af min datter på. Men set i bakspejlet så har han måske været overflink, og så er der noget der lurer, som man så opdager nu,« fortæller Karen i dokumentaren.
Uanset om Karen har ret i sin påstand eller ej, tyder meget på, at hun ikke har fået bearbejdet sin egen barndom, forklarer Kuno Sørensen:
»Hun undrer sig selv over, at det ligger i blodet, som hun siger. Hun reflekterer over, hvordan hun i de relationer hele tiden støder ind i den samme problematik. Det vigtige er, at man får det bearbejdet, når man har haft sådan noget inde på livet. Så man undgår, at det ikke bliver videreført. I dette tilfælde kunne det godt være udtryk for, at der ikke er sket en ordentlig bearbejdning,« forklarer Kuno Sørensen.
