Normalt oplever vi, at kulden ofte kommer til os fra nord eller øst. Men i weekenden og frem mod starten af december skal vi forberede os på koldere luft fra syd.

At kulden kommer 'ad bagvejen' er en betegnelse, man bruger meteorologisk, når kulden kommer nede fra kontinentet og ikke direkte fra Rusland eller Skandinavien.

- Når vi har en vintersituation, hvor det er klart over Tyskland og Polen, så står luften og bliver koldere og koldere. Og hvis der så er vind fra syd eller sydøst, så siver den kolde luft langsomt op til Danmark, og så ser vi, at det langsomt bliver koldere, forklarer Andreas Nyholm, meteorolog hos TV2 Vejret.

Det betyder, at de nuværende dagtemperaturer på seks til syv grader ryger ned på mellem tre og fire grader i den kommende weekend og frem mod 1. december.

Samtidig ser det ud til, at danskerne kan forvente sig en weekend med nattefrost. Det skyldes, at vinden aftager, og at det bliver mere klart i vejret.

- Det bliver nok sønderjyderne, der får det koldest i dagtimerne, men ellers er det typisk inde i landet, at nattetemperaturerne bliver lavest, da det er her, der er mest vindstille, siger Andreas Nyholm og fortsætter:

- Grunden til at man ikke siger, at det er et voldsomt kuldefrembrud er, at selve den luftmasse, der er i 1000-1500 meters højde, ikke er særlig kold. Så det er det, man kalder for bundkulde - kold luft helt nede ved overfladen, som siver op til os fra syd.

I løbet af tirsdagen kan vi forvente os en front igennem fra vest, der ifølge meteorologen muligvis kan resultere i vinterens første snefald.