Efter mange år med stram regulering er nye store kvoter på vej for en række fiskearter i Kattegat og Nordsøen.

Det vrimler med gydetorsk i Nordsøen og rødspætter i Kattegat og Skagerrak, og kvoten for brisling står til at blive mere end fordoblet, ligesom fiskerne vil få lov til at fange 20 procent flere torsk i Kattegat, skriver Politiken.

Formand for den rådgivende komité i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) Eskild Kirkegaard kalder det en fantastisk positiv historie, at det er lykkedes at knække kurven og få en positiv udvikling.

Efter at have været i krise i mange år er torskebestanden i Nordsøen eksempelvis vokset til omkring det tredobbelte inden for de seneste 10 år, og fiskerne får flere store og gamle torsk og en samlet meget bedre udnyttelse af bestanden.

Det generelle billede i hele Nordsøen er, at området er på vej mod en bedre balance, hvor man kan øge fiskerimulighederne igen, viser udviklingen.

I Fiskeriforeningen glæder man sig over udviklingen og ser frem til de nye højere kvoter i 2016, men formand Svend-Erik Andersen håber, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) allerede i indeværende år ekstraordinært vil forhøje kvoterne.

EUs ofte udskældte fiskeripolitik har siden 1983 efter en lang periode med overfiskeri søgt at opnå en tilstand, hvor fiskebestandene var i ligevægt på det højeste mulige niveau, så man kunne høste af dem med maksimalt vedvarende udbytte og dermed også maksimal gevinst for fiskerne, fortæller Hans Staby Frost, lektor i fiskeriøkonomi ved Københavns Universitet.