I dag åbner den årlige Distortion-festival, som man enten elsker eller hader, i København.

Årets Distortion Festival begynder i dag og løber frem til på søndag. Elektroniske beats og festglade dansekroppe vil dominere hovedstadens gadebillede. På Nørrebro og Vesterbro, ude på Refshaleøen, i byens klubber og endda omkring Folketingets arealer på Slotsholmen. Det forventes, at 100.000 mennesker dagligt vil deltage i Distortion-partyet.

Distortion har aldrig forsømt at skabe larm i gaderne og højlydt debat i medierne. Debatten har været ført af både byens beboere, bloggere, deltagere, menigmand, mediefolk og politikere.

Ganske få anholdelser

Der har været sværdslag om Distortions økonomi og kommunens økonomiske engagement i festivalen. Og så har festivalen fået på hattepulden for dens støjgener, affaldssvineri, druk, tisseri og hærgen. Traditionelt foretager politiet dog kun få anholdelser under den flere dage lange gadefest.

Men festivalen handler først og fremmest om musik.

»I år har vi meget fokus på deep house-genren, som oplever en stor revival. Desuden har vi fokus på en anden tendens, beat-magerne, der laver elektronisk dansemusik med udgangspunkt i hiphop-beats,« fortæller Distortion-booker Nis Sigurdsson.

Ø med dansegaranti

»Men vi har stadigvæk en masse af det man kan kalde ’Distortions dna’, undergrundshouse og -techno. Og på Distortion Ø ude på Refshaleøen præsenterer vi musikgenrer med dansegaranti,« pointerer han.

BT har talt med Le Gammeltoft og Peter Hybel, der henvoldsvis er for og imod Distortion-festivalen

Dj og radiobestyrer Le Gammeltoft: Byen Blomstrer

Le Gammeltoft, 37 år, bestyrer af radiokanalen ’Heartbeats’ og dj på Distortion. I morgen torsdag står hun bag Heartbeats Radiogade, hvor Oehlenschlægersgade på Vesterbro forvandles til en udendørs dagligstue med sofaer, chill-out og dj’s.

1. Hvad er den største - kulturelle, musikalske og menneskelige - værdi ved Distortion Festival?

»Først og fremmest er det jo festen, der er i fokus. Distortion formår at samle mange forskellige typer danskere til en stor sommerfest. Så det er hovedsageligt det sociale aspekt, som er i centrum.«

2. Hvorfor er det nødvendigt at afholde Distortion som en gadefest frem for på barer og spillesteder eller et særligt festivalareal?

»Det er vigtigt, at vi også kan finde ud af at inddrage gadebilledet og ikke bare afholder fester på venues. Byen vokser og blomstrer, når den bruges.«

3. Hvad forventer du dig af årets Distortion Festival?

»Det er en arbejds-Distortion for mig i år, så jeg forventer 100 pct. fokus på vores radiogade, som vi laver på Vesterbro.«

4. Debatten om Distortion har raset en del gennem årene; synes du at debatten har rykket noget?

»Ja, det synes jeg. De områder, der ikke egnede sig til massive gadefester, er blevet sløjfet. Distortion har vist, at de tager sikkerheden alvorligt. De store dj’s bliver booket til Refshaleøen, fordi det bliver for presset på gaden og dermed for farligt.«

5. Har du noget kritisk at tilføje om Distortion?

»Nej, ikke andet end, at det er ærgerligt, at folk kun går ud for druk og ikke for musik. Det er den unge ’højere, vildere’-tendens, der virkelig viser sit ansigt. Men jeg er fortaler for den slags initiativer, som Distortion viser. Respekt til dem.«

Peter Hybel, underviser og musiker: Bas-tsunami

Peter Hybel. Privatfoto
Peter Hybel. Privatfoto
Vis mere
Peter Hybel, 47 år, cand. mag. underviser og musiker. Bor på Halmtorvet på Vesterbro og er nabo til det årlige Distortion-arrangement i bydelen. Havde sidste år et meget omtalt debatindlæg i Politiken, hvor han omdøbte Distortion til ’Pisstortion’.

1. Hvad er de største problemer ved Distortion?

»Det manglende ansvar. Man har ikke sørget for de nødvendige faciliteter, kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger, når 100.000 mennesker slippes løs i gaderne. Distortion kunne lære meget af Roskilde Festival om gensidig hensyntagen, bæredygtighed og social ansvarlighed. Distortion står ikke for andet end at slå sig løs med druk, høj musik og fest uden særligt indhold.«

2. København er en levende, larmende storby - hvordan kan en enkelt dags byfest eller to om året blive et problem for beboerne i byen?

»Distortion føles måske værre, fordi den kommer oven i den larm, vi forvejen er vant til på indre Vesterbro. Vi har netop haft maratonløb, fest for åbningen af Istedgade, garagerockfestival, loppe- og madmarked. Indholdsrige begivenheder, som beboerne hilser velkommen, fordi de er velorganiserede og lokalt forankrede, hvor arrangører og deltagere tager fælles ansvar.

3. Hvad frygter du mest ved årets Distortion?

»Jeg frygter ikke noget ved årets Distortion. Jeg har ikke tænkt mig at være hjemme. Men jeg vil da være irriteret over stanken af pis og afføring i gaderne i ugen efter, og være ked af, hvis jeg selv eller andre får ødelagt noget på grund af arrangementet.«

4. Debatten om Distortion har raset en del gennem årene; synes du, debatten har rykket noget?

»Et debatindlæg, jeg skrev sidste år, var det mest læste på Politiken.dk, og jeg var i TV2 Lorry, men der var ingen reaktion fra Distortion-arrangørerne. Debatten har ikke rykket spor. I år er der igen seks timers bas-tsunami lige uden for mine vinduer, og der har heller ikke været nogen konstruktiv dialog med Københavns Kommune. Man kunne have hørt på forslaget om at flytte bas-tsunamien 500 meter væk til den Hvide Kødby, hvor der ingen umiddelbare naboer er. Eller arrangørerne kunne have lagt dele af programmet i andre bydele, som trænger mere til begivenheder. Der var mange, som skrev i debatten sidste år, »at jeg da bare kunne flytte væk«, men jeg mener, at det er legitimt at debattere, hvordan vi bruger byen.«

5. Har du noget positivt at sige om Distortion?

»Der er da masser af positive ting ved Distortion. Det er fint, at folk holder fest, hygger sig, og at man prøver at bryde de vante rammer, men desværre er de gode intentioner druknet i øllet bøvethed. Del-arrangementer som Børne-Distortion og fællesspisning på Istedgade virker dog meget hyggelige.«