I julemåneden 1937 gik en højgravid kvinde forventningsfuldt og noget besværet rundt i Løvel. Landsbyen ligger tæt på landevejen til Aalborg og er omkranset af marker og gårde små 10 kilometer nord for Viborg, og fra vejen ses landsbyens gamle kirke, der i årtier har dannet ramme om bysbørnenes dåb, konfirmationer, bryllupper og død.
Den gravide kvinde, Helga, var gift med byens tromlefører, Søren, og parret, som boede i et mindre hus inde midt i landsbyen, stod for at skulle være forældre for første gang sådan cirka midt i december dét år. Helga var slemt plaget af leddegigt, så fødslen skulle foregå på Viborg Sygehus og ikke – som det ellers var sædvane på den tid – derhjemme. Den aftale var Helga og hendes Søren helt på det rene med, og den 11. december – på selveste »Fandens Fødselsdag«, som man siger – gik veerne så pludselig i gang hos den unge førstegangsgravide, og ud kom som ventet en lille velskabt baby.
Et par minutter efter fødslen af den lille pige, som fik navnet Tove, kunne jordemoderen dog overrasket fortælle Helga, der lå og sundede sig oven på fødslen, at der altså var endnu et barn på vej! Det havde det unge par, Helga og Søren, godt nok ikke lige regnet med, men dejlig var overraskelsen, og stort var miraklet over at få to velskabte piger på én gang. Det glemte Helga og Søren aldrig at nævne for deres døtre.
Og sådan gik det til, at Helga og Søren fra Løvel blev forældre til et sæt énæggede tvillingepiger – Tove og Else - den 11. december 1937. Et sæt énæggede tvillinger, der kom til at bo under samme tag i mere end 77 år, indtil den ene – Tove, der blev født et par minutter før Else – for nylig døde en smuk majdag i 2015, og hvis død nu har efterladt Else med så stort et savn, at det næsten gør fysisk ondt på den efterladte søster…
En ældre dame med hvidt, kort og halvkrøllet hår støtter sig til en krykkestok, da hun stående i døråbningen tager imod mig i sin fætter Erlings store, gule murstenshus, der ligger i næsten umiddelbar forlængelse af købmandsbutikken i Løvel, som nok har været byens samlingspunkt i »manne år«, som man siger på de kanter.
Den ældre dame er iført en fin, blomstret nederdel, og hun hedder Else. Det er samtidig Else, der lige har mistet sin tvillingesøster og sjæle- ven gennem 77 år, og da det selvsagt er et helt nyt liv, hun nu skal til at leve uden sin søster, er hun glad for at kunne støtte sig til sin fætter Erling og hans hustru, som i flere årtier har været en fast del af søstrenes hverdag.
»Vi skændtes godt nok tit som børn,« siger Else med et lille smil gennem tårerne om forholdet til sin afdøde søster, da vi har placeret os ved et nydeligt, veldækket bord med formiddagskaffe og rundstykker.
I næsten 80 år var det Tove og Else, der spiste de fleste måltider sammen – hver havde sin faste plads ved bordet – så på mange måder mangler Tove simpelthen i dag. Tove er dog »med« i samtalen i dag, fordi Else har medbragt flere billeder, hvor de to piger er fotograferet sammen: både som skolepiger med sløjfe i håret og med små generte smil - og som voksne kvinder med smarte, store briller, som var moderne dengang i 70’erne, hvor Tove og Else hos en professionel fotograf blev foreviget sammen.
På billedet af de voksne Tove og Else har den ene af søstrene lagt sine hænder over på den andens hænder – sikkert på fotografens anvisning – men det gamle, falmede farvefotografi, som sidder i en fin ramme, illustrerer alligevel ganske godt det tætte forhold, der var mellem søstrene. De to var næsten én.
»Ja, vi gik jo kun i skole hver anden dag,« forklarer Else om barndommen i Løvel – en barndom, der set med nutidens øjne ikke var særlig lang, idet man dengang både som stor skoledreng og -pige kom ud at tjene typisk lige efter konfirmationen. Således var det også for både Tove og Else. Det var hårdt arbejde at hjælpe til på gårdene i nabo-landsbyerne, og Else mindes endnu en juleaften, hvor hun cyklede hjem i hård frost fra den gård, hun tjente på i Vejrumbro og så hjem til mor og far i Løvel. Dækkene på cyklen var flade, og da Else nåede busholdepladsen i Viborg, var rutebilen for længst kørt mod Løvel, hvilket betød, at den unge Else – stadig – måtte cykle hjem. Hver halve time på turen hjem fra Vejrumbro og til Løvel måtte Else dog stå af cyklen for at pumpe dækkene, der hurtigt tabte luft, så hjemturen var lang og hård og resulterede i, at Elses fødder var så stivfrosne, at hun kun kunne få sine galocher af med søster Toves hjælp.
Og sådan hjalp de to søstre hinanden livet igennem. Der var en stiltiende aftale om, hvem der gjorde hvad hvornår, og mange gange var det ikke nødvendigt at bruge særlig mange ord for at forstå hinanden. Det kan man også godt mærke på Else i dag, når man sådan sidder ved siden af hende og hører hende fortælle om livet med Tove.
»Min søster var i mange år syerske på Asani, og senere fik hun arbejde på Hartvigsens Vaskeri, der lå på Falkevej i Viborg,« siger Else, mens hun smører syltetøj på sit rundstykke.
»Og selv gjorde jeg blandt andet rent i mange år i de røde barakker i Hald Ege, men jeg strøg også tøj hos Bendtsen og hos Thorlund Pedersen i Fiskbæk,« forklarer Else om sit lange arbejdsliv.
Hun bekræfter, at de to søstre gik ens klædt hele livet – lige fra de var børn, og til Tove døde for nylig – og at det især skyldtes, at deres mor i sin tid havde sagt, at sådan skulle det være. Nogle gange om året kørte Tove og Else så med rutebilen fra Løvel og ind til Viborg, hvor de gik på shopping; først til en dametøjsforretning, hvor de købte ens tøj, men hvor Else dog skulle have tøjet i et nummer større end Tove. Herefter gik turen som regel hen til slagteren i Sct. Mathias Marked, hvor Tove og Else nød de gode delikatesser, inden søstrene – næsten altid med hinanden i hånden – spadserede op i Vestergade, hvor de nød at kigge på vinduernes fristelser. Håret på de to søstre blev i 30 år sat af frisøren i Løvel – altid hver fredag formiddag klokken 10 – og da frisøren lukkede sin salon, blev det i stedet en af Viborgs damefrisører, der nu fik æren af at ordne hår – altid samme frisure – på de to søstre. Tidspunktet var da stadig fredag formiddag klokken 10.
»Åh, og så kunne vi jo begge to så godt lide at gå til bankospil i Viborg,« fortsætter Else, mens hun morer sig over, at folk altid har haft vanskeligt ved at kende forskel på de to søstre.
Fordelingen af de praktiske roller var dog tydelig og altid den samme i Tove og Elses hjem gennem alle årene. Således var det for eksempel Tove, der stod for pengesagerne og hende, der lavede mad, mens det var Else, der ryddede op og vaskede af efter måltiderne.
Det var også Tove, der læste avisen – Viborg Stifts Folkeblad – først, hvorefter Else fik den, men da far Søren levede, var han selvskrevet til at få avisen først. Han var nemlig meget konservativ. Det mindes Else tydeligt.
Hvad Tove og Else sådan skulle have at spise til aftensmad, var de også næsten altid enige om. To gange om året lød menuen således på stegte ål, ligesom parret én gang om sommeren og én gang om vinteren spiste stegte due-unger. Den slags var aldrig til diskussion, og til jul var der heller ingen slinger i valsen, idet søstrene altid nød deres andesteg i fred og ro – sammen med hinandens selskab. Et samvær der ikke nødvendigvis var præget af mange og lange samtaler med masser af ord. Det var ikke nødvendigt. Tove vidste alligevel godt, hvad Else tænkte – og vice versa.
»Hvad så med fjernbetjeningen? Hvem bestemte over den?« spørger jeg og lægger en arm henover Elses skulder. Hun er tydeligt berørt over at tale om sin søster, men gør det gerne, selv om hun flere gange må hive lommetørklædet frem og tørre sine øjne, der bliver våde af sorg og savn over søsteren og over minderne om den tid, de havde sammen.
»Åh, det var Tove!« siger Else med henvisning til ejerskabet af fjernbetjeningen, men ellers forklarer hun, at søstrene, hvis fælles hjem primært var domineret af møbler og andet inventar fra barndomshjemmet, holdt meget af at brodere og at sy korssting. Puslespil på op til 5000 brikker var også en hyggelig beskæftigelse for søstrene, og skulle ørerne sådan rigtig forkæles, så tændte Tove og Else da bare for radioen, hvor yndlingsprogrammet altid har været »Giro 413«.
»Der er altid sådan nogle gode sange i det program,« siger Else og pudser sine briller.
Herefter er der lidt stille ved bordet, men det gør ikke noget, for som Elses fætter Erling siger, så må man gerne være stille og lade tårerne løbe, hvis man har brug for det.
Det er kloge ord.
Stilheden afbrydes dog af lyden af kaffe, der skænkes op i koppen, og så fortæller Else videre om livet med Tove. Et liv, der ikke ligefrem bød på mange og lange udlandsture og anden hurlumhej, men hvor en bustur et par gange om året til en grænsekiosk ved Flensborg absolut stod højt på søstrenes fælles prioriteringsliste.
»Så smuglede vi sukker og cigaretter,« smiler Else ved minderne om de mange busture til grænsekioskerne sammen med Tove.
Turene til grænsen fandt især sted i 70’erne og i 80’erne, hvor man – det vil sige også Tove og Else – i stor stil syltede og henkogte bær og grøntsager og derfor havde et stort forbrug af sukker, som man med økonomisk fordel kunne købe i Tyskland. Det er gode minder at have, synes Else.
Og sådan er der gået lidt mere end en time i selskab med Else, som nu skal leve videre uden sin elskede tvillingesøster, Tove. Om lidt skal Else med sin fætter Erling ud for at vælge den gravsten, som skal placeres på graven ved siden af søstrenes forældre – Helga og Søren – som for næsten 80 år siden blev de lykkelige forældre til et sæt tvillinger, der i lyst og nød stod hinanden så nær, så nær. Tove og Else. Else og Tove.
