Håbet om snart at se en rask nyfødt elefant i Københavns Zoo er fredag blevet slukket.

Efter i flere dage at have vist tegn på, at en fødsel var nært forestående, tyder alt på, at hunelefanten Surins foster er dødt. Fredag morgen fandt dyrepassere og dyrlægen således dele af en udstødt fosterhinde i stalden, og det er nedslående nyt.

»Det betyder, at fosterhinden er bristet, hvilket med al sandsynlighed indebærer, at fostret er dødt. Det bedste, der kan ske nu, er, at hun selv føder det døde foster i løbet af tre-fire dage,« siger dyrlæge Mads Bertelsen i en pressemeddelelse.

Se også: Videoen der går lige i smilet: Svaler leger kispus med glad babyelefant

Planen er, at Surin selv skal forsøge at føde det døde foster, men sker det ikke i løbet af et par dage, bliver det nødvendigt med et kirurgisk indgreb.

»Elefanter kan gå forholdsvis længe med et dødt foster i livmoderen uden at tage skade, men i sidste ende kan det alligevel blive nødvendigt at fjerne fostret. Det er et forholdsvis kompliceret indgreb, som vi helst vil undgå, da det kan have indvirkning på Surins fremtidige muligheder for at blive drægtig igen,« siger Mads Bertelsen.

Da Surin fødte en unge i 2013, døde den umiddelbart efter fødslen på grund af en medfødt hjertefejl.

BNB