Lange ventetider på at få hjælp fra den omstridte akut-ordning kan have medvirket til tre dødsfald, fremgår det af notat.

Flere dødsfald kædes nu sammen med de lange ventetider, som akut syge borgere i perioder oplever på at komme igennem til den omstridte 1813-akuttelefon i Region Hovedstaden.

Ifølge et notat fra administrationen til politikere i regionen har der siden ordningens start været to dødsfald, hvor det »principielt ikke kan udelukkes, at ventetid på telefonisk kontakt til 1813 kan have været medvirkende til dødsfaldene«.

Desuden har der også været et dødsfald, hvor det ligeledes »principielt ikke kan udelukkes, at ventetid på den kørende lægevagt kan have været medvirkende til dødsfaldet«.

Notatet er udarbejdet på baggrund af et spørgsmål fra en regionspolitiker Finn Rudaizky (DF), der har ønsket svar på forekomsten af såkaldte utilsigtede hændelser med dødelig udgang i kølvandet på 1813-ordningen.

Det fremgår, at der i januar blev registreret 273 rapporter om utilsigtede hændelser.

Heraf var der altså tre tilfælde, hvor sygdomsforløbet var dødeligt, og »hvor det ikke kan udelukkes, at patienten måske ville kunne have bedre chance for overlevelse, hvis der ikke var sket en utilsigtet hændelse«, hedder det.

Der er gennemført såkaldte patientsikkerhedsanalyser af forløbene i tilknytning til dødsfaldene, som fandt sted henholdsvis den 25. januar, den 19. januar og den 1. januar.

Det fremhæves også, at i det sidstnævnte tilfælde startede forløbet den 31. december, hvor lægevagten blev drevet af de praktiserende læger.

Ordningen med indberetning af de utilsigtede hændelser er et såkaldt læringssystem. Det er medarbejderne i sundhedsvæsenet, som foretager indberetningerne, som der årligt kommer langt over 100.000 af.

Dødsfald er sjældne, men forekommer dog med jævne mellemrum. F.eks. var der i 2012 indberetninger om 27 dødsfald alene i forhold til utilsigtede hændelser med medicinsk udstyr, som ikke duede eller blev brugt forkert.

DEBAT: Hvad er din holdning til Region Hovedstadens akuttelefon 1813? Deltag i debatten herunder eller på Berlingskes Facebook-side.