Dom Ø anker dommen på fire måneders fængsel, som han tirsdag blev idømt i Københavns Byret, til landsretten. Han vil totalt frifindes.

Flemming Østergaard selv var ikke til stede i retssalen, da dommen blev læst op.

Den tidligere bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment blev idømt fire måneders fængsel. Fra udlandet skriver ‘Don Ø’, at han langt fra er tilfreds med dommen, selv om han slipper for at få konfiskeret penge, som anklagemyndigheden ellers lagde op til.

'Jeg har noteret mig dagens dom i Københavns Byret, som straks er anket til Østre Landsret, da jeg fortsat erklærer mig uskyldig i alle de forhold, jeg er anklaget for', skriver Flemming Østergaard i en SMS til BT.

Byretten i København afsagde tirsdag dom i den sag om fusk med aktiekurserne, som Bagmandspolitiet (SØIK) har ført mod blandt andre Flemming Østergaard, Jørgen Glistrup og selskabet Parken Sport & Entertainment.

Selskabet skal betale en bøde på 1 mio. kr, mens Jørgen Glistrup blev idømt en fængselsstraf på seks måneder. Flemming Østergaard blev straffet med fængsel i fire måneder, men anker dommen.

'Jeg noterer, at byretten har frifundet mig for stort set alle anklager, bortset fra køb på syv handelsdage sent i 2008, hvor der er købt relativt få aktier af en medarbejder, der refererede til mig i den periode. Jeg er uforstående overfor rettens vurdering af dette', skriver Flemming Østergaard.

Den pågældende menige medarbejder i Parken, der er beskyttet af navneforbud, blev idømt 30 dages fængsel.