Mikkel Frey Damgaards far begik selvmord, da Mikkel var otte år. Men inde i Mikkel døde faren aldrig helt. Angsten for, at farens selvmord ville gå i arv til ham, prægede hans barndom og ungdom. Indtil han fandt sin egen afskedshilsen til sin far.
Mikkels far blev fundet af politiet. I sit hjem, liggende hen over sit skrivebord.
Året var 1986, udenfor var det højsommer. Den 38-årige talentfulde kardiolog havde intet overladt til tilfældighederne.
Hans hjerte var gået i stå. Et resultat af en cocktail af piller, han som læge på Rigshospitalet havde adgang til. I hjemmet lå der farvelbreve adresseret til politiet, til den kone, han for nylig var gået fra, til hans forældre og til en psykiater og ven, han havde talt fortroligt med.
Det var ikke et råb om hjælp. Det var en endelig beslutning.
I den seneste tid var Mikkels far tiltagende eksalteret. Hans hår og fuldskæg blev længere og vildere. Han begyndte at drikke for meget og sove for lidt, når han var alene. Hans breve blev usammenhængende og selvmodsigende. Han blev påfaldende tynd. Hans ægteskab faldt fra hinanden, og en dag blev han suspenderet fra sit job.
»Pas godt på børnene«, stod der i afskedsbrevene.
At overleve sin far
Sidste år overlevede Mikkel Frey Damgaard, journalist, vært og tilrettelægger på Danmarks Radio, sin far. Han rundede de 38 år. Og han var endnu ikke død.
I mange år var han overbevist om, at han aldrig ville nå den milepæl.
Det var ikke en bevidst, formuleret overbevisning, men en spøgelsesagtig fornemmelse, som udgik fra det øjeblik, faren besluttede sig for at tage sit eget liv. Faren var faktuelt død, men inde i Mikkel levede han. Han var med i barndommen, i ungdommen og langt ind i voksenlivet som en konstant sitrende, ængstelig tilstedeværelse. Han var ikke død, for hans søn sørgede for at holde ham i live. Mikkel blev ham – og dermed også alt det uforklarligt mørke, som faderen qua sit selvmord måtte have været.
Så Mikkel Frey Damgaard blev angst for at dø. Angst for ikke at kunne stole på sig selv. Ligesom Ernest Hemingway skød sig selv på nøjagtig samme måde, som hans lægefar havde gjort før ham, kunne Mikkel Frey Damgaards fars mørke – selvmorderens DNA – ligge indlejret og latent i Mikkels kød og blod, så det blot ville være et spørgsmål om tid, inden han i et anfald af dødsdrift hoppede ud fra Storebæltsbroen. Eller andet i den destruktive dur.
Hvis faren var død i et trafikuheld, var lille Mikkel måske blevet angst for at gå over vejen. Her kunne han ingen steder gå hen med skylden og forklaringen. Kun ind i sig selv.
Uro
»Du skal ikke dø, vel?« spurgte den otteårige Mikkel sin far en måned tidligere.
Efter skilsmissen boede Mikkel og hans søster skiftevis hos moren og faren, og selv om han i dag ikke selv kan huske de sidste uger eller sin allersidste samtale med sin far, kan han huske stemningen af uro og nervøsitet.
Mindet om hans far er ellers noget med sommerfuglejagt. Ture på Zoologisk Museum. Et minde om at lære at køre på cykel ved Sortedam Dossering, vende sig om, se sin langskæggede far komme flagrende i lys læderjakke, før Mikkel kørte ind i et træ og besvimede. Trygheden ved at vågne liggende på en bænk med sin lægefar lænet ind over sig.
Men Mikkel kan også huske skænderierne. Skilsmissen. Følelsen af, at noget truende lurede.
Og han kan huske den alvorlige, stille stemning, da han, hans mor og søster en julidag tog op til Mikkels moster og onkel. Faren var død, fik børnene at vide. Men først dagen efter da Mikkel kom ind i stuen med sin legetøjspistol og pegede på sig selv med den, brød moren sammen. Faren havde begået selvmord, fortalte hun.
Og dér stod Mikkel så. En otteårig dreng udsat for hærværk.
Et hærværk på et lille liv, som han først nu, 30 år senere, er i stand til at analysere på en måde, så han i forsommeren har kunnet producere programrækken »Selvmordstanker« på Danmarks Radios P1 – en dokumentar om de tabubelagte og ensomme tanker, som pårørende står tilbage med efter en elskets selvmord.
Ting, man ikke taler om
Mikkel Frey Damgaard var ikke med til sin fars begravelse. En enorm, men ikke ondsindet fejl fra de voksnes side dengang.
»De prøvede – som man jo gør – at skåne børnene fra noget, der var så uhyggeligt som en forælders selvmord. Og den måde, man gjorde det på dengang, var, at man lod være med at tale om det,« siger Mikkel Frey Damgaard.
Men ting, man ikke taler om eller forstår, har det med at vokse. Blive mystiske og mytiske, skyggefulde og sorte. Hvad de blev for barnet Mikkel.
»Jeg indoptog ham. For at han skulle leve videre, var jeg nødt til at bære ham. Og hvis jeg skulle bære ham, så skulle jeg også bære det mørke, han var. Og derfor blev jeg selv bange for at dø. Hele tiden. Jeg gik rundt i en tilstand, hvor det føltes som blot et spørgsmål om tid. Jeg kunne ikke stole på mig selv,« siger Mikkel Frey Damgaard.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Lettelse, så kontrol
Den første reaktion var imidlertid en anden. Barnet Mikkel var tydeligt lettet. Bekymringen for faren, som han havde båret rundt på, fordampede. Det værste var sket.
»Når der sker sådan noget i en familie, så går den fuldstændig i smadder. Der kom en lang periode, som var kaotisk og svær. Hvor alle forsøgte at gøre, hvad de kunne. Der var ikke nogen, der satte sig ned og traf en beslutning om, at det her skal vi ikke snakke om,« siger Mikkel Frey Damgaard.
»Jeg havde luret, at han skulle dø og formentlig for egen hånd. Så der kom i den første tid en særpræget ro. Men meget hurtigt derefter vendte jeg følelserne indad og reagerede udad ved at gøre nogle drengeagtige ting.«
Mikkel blev den, der gik forrest, når drengene fra nabogården skulle have tæv. Han delte med rund hånd lussinger ud, hvis nogen generede hans lillesøster. Men den intelligente og følsomme Mikkel var i længden ikke nogen slagsbror. Så der kom et tidspunkt, hvor den destruktive adfærd blev mere subtil og indadvendt.
I dag lyder Mikkel Frey Damgaards analyse, at barnet Mikkel følte, at han havde forudset faderens død. At han på en eller anden måde havde myrdet eller som minimum ikke havde forhindret faderens død. Og den synd rådede drengen Mikkel bod på ved at holde sin far i live. Ved at »blive sin far«.
Han blev angst for at fejle. Ikke på den kejtede, uskyldige måde, som de fleste teenagere er. At fejle blev en umulighed for den unge Mikkel. Kontrol en livsnødvendighed.
Pårørende til selvmordere lærer sjældent at elske livets små tilfældigheder. De fortaber sig ikke som kærestepar i fortællingen om det utrolige og det skønne i det tilfældige møde. Pårørende til selvmordere er som regel mere fatalistiske, siger Mikkel Frey Damgaard. De venter hele livet på, at noget kan og skal gå galt.
Sådan blev det i hvert fald for ham. Intet kunne overlades til tilfældet. For at tabe kontrollen eller at overgive sig til skæbnen ville være ensbetydende med at dø. At miste sit liv og sikkert for egen hånd – præcis som faderen.
Mikkel Frey Damgaard stod aldrig i sin barndom til en fodboldkamp eller en skoleafslutning og savnede faren. Tænkte aldrig »bare far var her«. For faren var der. Hele tiden til stede:
»Den klassiske psykologi ville sige, at i en almindelig sorgproces tager man objektet for sorgen ind, bearbejder det og slipper det. Så bliver det et savn og en sorg. Men jeg tog »objektet« ind og gjorde det til en del af mig. Og dér begyndte det at angribe mig selv. Der har været et ret stort selvhad og utryghed i mig i mange år,« siger han.
For »sønner skal overvinde deres far«, siger Mikkel Frey Damgaard. Et udtryk, han vender tilbage til flere gange.
Men at overvinde den mystiske, mørke figur kunne han først begynde på, da han for seks-syv år siden drak sig mod til og åbnede en mappe med sin fars papirer.
»Mange gange farvel«
Bårekortet var skrevet med den otteåriges barnlige skrift og lakoniske ordvalg. »Mange gange farvel fra Mikkel«, stod der.
Mikkel Frey Damgaard fandt sin sidste hilsen i mappen blandt farens breve, billeder og digte. Han havde aldrig kigget i mappen før; havde været for angst for at finde det endegyldige bevis på, at han var sin far. At finde et alt for konkret varsel om, at han skulle gentage sin fars selvmord.
Det fandt han ikke.
I stedet blev han overvældet af omsorg for sit otteårige jeg. Pludselig kunne han se, at den lille dreng bag bårekortet ikke havde gjort noget som helst forkert.
Det var signalet til ham selv om at tage hul på faren og farens selvmord. At få adskilt »objektet« – faren – fra sig selv, så angsten for at være faren kunne slutte, og sorgen over at have mistet ham kunne begynde. Ordentligt.
Så i stedet for at flygte fra faderen begyndte han at opsøge mennesker, der kunne lære ham om sin far. Han kastede sig over brevvekslingerne og digtene, gik på biblioteket, stillede spørgsmål og fandt svar, der senere skulle indgå i radioudsendelserne »Selvmordstanker«.
»Med alt det jeg fandt ud af, blev han til et levende menneske. Og da han gjorde det, så kunne han ikke bo inde i mig mere. For da trådte forskellene mellem ham og mig frem,« siger Mikkel Frey Damgaard.
Faren forvandlede sig fra primært at have været et svigt og et selvmord til et fuldt og endog spændende menneske, som i et sort øjeblik og overmandet af vanskeligheder, psykisk sygdom måske, havde truffet et forfærdeligt valg.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Man arver muligheden
Som detektiv på sporet af sin far fandt Mikkel Frey Damgaard et meget søgende menneske, der måske var havnet på en forkert hylde i livet. En mand, som manglede en kerne og et grundlæggende selvværd og derfor var præget af konstant indre uro. Men også en mand, som besad humor, begavelse og en kærlighed til kunst og litteratur – positive ting, som Mikkel kunne glæde sig over at have arvet.
»I alle de mellemliggende år havde han været eksponent for alt det grimme. Jeg plejede at hade, når folk sagde, at jeg lignede min far.«
I dag ved han, at der ikke findes et »selvmordsgen«. Der er ingen DNA-strenge, der prædisponerer nogen til at tage sit eget liv.
Men der findes fortællinger i nogle familier. Uadresserede fortællinger, som man kan arve, og som i ubearbejdet form kan materialisere sig som en mulighed. En handlingsanvisning, ligefrem. »Se, der er udvejen,« siger den slags fortælling og peger på selvmordet.
Derfor – og ikke på grund af genetiske arveanlæg – er pårørende til selvmord mere udsat for psykisk sygdom og egne selvmordsforsøg.
Og det er budskabet til os andre: Kun ved at åbne til de tabuiserede følelser om selvmordet, kan den arv brydes, mener Mikkel Frey Damgaard. Kun ved at søge mod faderen og selvmordet, har han selv kunnet frigøre sig. Sønnen fik overvundet faderen, siger han:
»Nu – og det er det smukke – kan jeg holde ud at bære ham. Nu vil jeg gerne bære ham.«
Har du eller en, du kender, selvmordstanker, kan du få hjælp på Livslinjen på tlf. 70 201 201.
