For nogle år tilbage slog kaffevirksomheden Gevalia sig op på sloganet »Hvilken kaffe byder du uventede gæster?«.

Men det var nok ikke kaffe, beboerne i et hus på Tvedvangen i Herlev tænkte mest over, da en bil bragede en ind i husmuren i deres parcelhus torsdag eftermiddag.

Vestegnens politi forklarer, at det var en mand og kvinde, der torpederede parcelhuset. Personerne var ikke mere medtaget af kollisionen, end at de kunne flygte derfra og parkere bilen et stykke fra huset.

»De kører ind i huset. Derefter kører de derfra og stiller bilen i nærheden og løber væk. Vi antager ikke, at de havde noget at gøre med dem, der bor i huset,« fotæller vagthavende hos Vestegnens Politi.

Politiet kan hverken fortælle, hvem der bor i huset eller om manden og kvinden, der begge anslås til at være mellem 40 og 45 år, var beruset under påkørslen.