Dronning Margrethe fremviste tirsdag de første skitser af sin fortolkning af det Askepot-univers, som hun står i spidsen for at skabe til Tivolis balletopsætning af det gamle eventyr. Den danske musiker Oh Land komponerer musikken, og Skype har været et vigtigt værktøj for samarbejdet mellem de to.

Tirsdag blev syv ugers intensivt arbejde med balletopsætningen af »Askepot« til Tivolis Pantomineteater indledt. Forestillingens knap 20 balletdansere mødtes første gang til morgentræning i Tivoli med balletmester Peter Bo Bendixen og Dronningen som tilskuer.

Anledningsvis havde Dronning Margrethe medbragt akvarelskitser af scenografien og de kjoler, som hun står i spidsen for at skabe. Et farvestrålende univers, der ifølge Dronningen endelig ikke må blive for »pusse-nusset«.

»Fortællingen er et eventyr, så det skal være fantastisk, men ikke nuttet.  Det skal i stedet have lidt bid - de onde stedsøstre har jeg eksempelvis ikke lavet skrækkelige og tykke, de skal være slanke og skrappe, men med en vis elegance – så må vi se om tænderne er skarpe nok,« sagde Dronningen til dagens pressemøde.

Ud over Hendes Majestæt, består samarbejdet af den russiske koreograf Yuri Possokhov og den danske musiker Oh Land – Nanna Øland Fabricius - som komponerer forestillingens musik. Oh Land har selv en fortid som balletdanser, men det er første gang, hun skal stå for musikken til en ballet.

Sangerinden arbejder til dagligt fra New York, så Possokhov, Dronningen og Oh Land har ringet sammen over Skype for at diskutere forestillingens univers og udtryk. Et samarbejde Hendes Majestæt har nydt, »så længe der er nogen andre, der klarer teknikken«.

Arbejdet har ifølge Dronningen især gået på at fortolke eventyret om den forældreløse pige, der ender til bal hos prinsen. Det er et folkeeventyr og er ikke nær så velbeskrevet, som nogle af de H.C.Andersen-eventyr, som Dronningen tidligere har været med til at sætte op i Tivoli.

»Vi kender alle sammen Askepot – eller det tror vi i hvert fald, vi gør, men der er i virkeligheden rigtig meget, som ikke er skrevet ud, og det er jo det, vi må forsøge at fortolke,« siger Dronningen, mens balletdanserne bag hende strækker ud og brænder de flossede kanter af balletskoene.

Det er den 19-årige danserinde Freja Lützhøft, der får lov at danse i Dronningens kjoler til Oh Lands musik. Freja Lützhøft er eliteelev fra Tivolis Ballet Skole, og titelrollen som Askepot bliver hendes første hovedrolle. Især ser hun frem til arbejdet med den russiske koreograf Yuri Possokhov, der tilpasser bevægelser og trin særligt til den enkelte danser.

For alle omkring balletopsætningen er det vigtigt at komme ud over Disneys version af eventyret, og balletmester Peter Bo Bendixen lover både en intens kærlighedsfortælling, originalitet og overraskelser.

Alle dele noget som Dronningens skitser lever op til med en stor svungen trappe, et dystert køkken og prinsesser med pink hår.

Hvem forbinder Deres Majestæt sig selv mest med – Askepot, der ender som prinsesse eller de syngende mus, der syer hendes eventyrlige kjole?

»Jeg tænker hellere på de slemme stedsøstre. De er sjovere, selv om de er ondskabsfulde,« svarer Dronningen.

Forestillingen har premiere den 25. juni i Tivoli, hvor den spiller frem til 8. september