Kør i en spritny BMW for 3,95 kroner i minuttet og betal med dit rejsekort. Det kan lyde som et fristende tilbud for mange, og i dag får mindst 400 mennesker muligheden for at slå til, når Arriva sender 400 elektriske BMW i3’ere ud på de københavnske gader.

Arrivas administrerende direktør, Nikolaj Wendelboe, er da heller ikke i tvivl om, at københavnerne nok skal tage konceptet til sig.

»Til at starte med regner vi med, det primært vil være unge, som ikke har en bil, men bruger offentlig trafik, og gerne vil have et supplement. Senere forventer vi, at både ældre og familier, der ellers har to biler, vil skille sig af med den ene bil, og bruge vores til småture. Det ved vi fra erfaringer fra andre lande,« siger han.

DriveNow er et tysk selskab stiftet i samarbejde mellem BMW og Sixt, og firmaet opererer allerede i Tyskland, Storbritannien, USA og Østrig. Det er ifølge Arriva ikke set før, at man på denne vis integrerer så mange elbiler i den kollektive trafik. Lignende delebilsløsninger har ellers eksisteret i en del år i form af car2go, GoMore og Uber. Sidstnævnte har været meget omdiskuteret både i Danmark og i resten af verden, da taxachauffører mente, tjenesten var konkurrenceforvridende.

Deleøkonomien blomstrer

De seneste år har deleøkonomi vundet større og større indpas blandt danskerne, og at turen nu er kommet til delebiler har været helt forventeligt, forklarer Martin Schorling, ekspert i deleøkonomi hos Innovation Lab i Aarhus.

»Der er helt klart en tendens i, at deleøkonomien er på vej ind i varmen hos danskerne – også for biler. Det har været undervejs i flere år, men vi har bare været længe om at tage dem til os i Danmark. Mentaliteten blandt danskerne er nemlig ved at skifte fra at ville eje til at ville leje. Det kan bl.a. også ses i den voldsomme fremgang billeasing har haft de seneste år og senest privatleasing,« forklarer Martin Schorling.

Ifølge ham skyldes det, at de danskere, der voksede op i efterkrigstiden, voksede op i en tid, hvor det var svært at komme til at eje. Det resulterede i et boom i at opbygge en masse materielle ting, men mange af de unge, der vokser op nu, er af en anden opfattelse. De vil hellere være fri for besværet med at eje og vil hellere bare lige have den bil, man lige står og har brug for, når man har brug for den.

Kun i København

Bilerne Arriva sender på gader i dag, vil kun være at finde i København. Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udvide ordningen til andre dele i landet, men administrerende direktør for Arriva, Nikolaj Wendelboe, vil ikke udelukke det kommer.

»En af forudsætningerne for, at et system som det her kan fungere, er, at man har en befolkning i byerne, som kan se idéen i det. Og hvis Aarhus, Odense, eller en anden stor by gerne vil se nærmere på det her, så vil det give mening at udvide. Men nu afventer vi erfaringerne fra København, før vi gør mere. Jeg tror desuden vi snarere vil se, en udvidelse det københavnske operationsområde ud, så man vil komme længere ud i forstæderne,« fortæller han.