Det er ikke kun studerende fra de boglige uddannelser, der skal have mulighed for at fejre deres eksamen i en åben lastbil med et banner, hvor der står »Årets studenter - dyt tre gange«.

Fremover skal også håndværkere og andre erhvervsuddannede have mulighed for at fejre den glædelige begivenhed fra ladet af en lastbil, der er pyntet med bøgeblade.

»Det er et vigtigt signal, at de erhvervsuddannede også gerne må blive hyldet og fejre, at de er blevet færdige. På den måde anerkender vi som samfund, at unge med en erhvervsuddannelse er ligeså meget værd som studenterne,« siger manden bag forslaget, Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), til dagbladet Licitationen.

Læs også:

Da forslaget blev lagt frem i Folketinget i sidste uge, var der bred politisk opbakning til også at give de erhvervsuddannede mulighed for studenterkørsel.

Som reglerne er i dag, er det kun unge, som har afsluttet det almene gymnasium eller har taget en hhx, htx eller hf, som kan fejre deres eksamener, mens de skåler og ser glade ud på de åbne ladvogne.

Læs også:

kendtes karaktergennemsnit

Hos Håndværksrådet er man begejstret over initiativet, som måske kan give erhvervsuddannelserne et tiltrængt imageløft.

»Når jeg ser unge få deres svendebrev, så er de glade og stolte over deres uddannelse. I dag foregår det bare i det skjulte. Ved at få håndværkerne ud i det åbne rum vil andre se, hvor glade de er. Sammen med erhvervsuddannelsesreformen spiller studenterkørslen ind i det imageløft, som vi gerne skulle give erhvervsuddannelserne,« siger chefkonsulent Heike Hoffmann til Licitationen.