John S. Pedersen er en af de boligejere, der har haft held med at få nedsat sin ejendomsvurdering

Den massive kritik, som Rigsrevisionen i går lod vælte ned over Skat, kommer ikke bag på John S. Pedersen.

Han har nemlig selv oplevet, hvordan Skat har ramt helt ved siden af i en ejendomsvurdering. Først efter flere års kamp lykkedes det ham at få sat Skat på plads. Det var sådan lidt tilfældigt, at John S. Pedersen, der har sit eget murermesterfirma i Birkerød, en dag i 2008 kom på at få tjekket ejendomsvurderingen af den 400 kvadratmeter store grund, hans firma ligger på.

Træt af tovtrækkeri

- Jeg undrede mig over, at ejendomspriserne på de andre erhvervsejendomme i området var faldende, mens vurderingen af min ejendom blev sat op. Min revisor opfordrede mig til at indsende en klage til Skat, så jeg satte min jurist på sagen, siger John S. Pedersen.

Det viste sig at være en klog beslutning. John S. Pedersens ejendom blev i 2008 nemlig vurderet til 5,35 millioner kroner, men endte i 2011 med at blive sat ned til 2,6 millioner kroner – altså en vurdering på under det halve af den oprindelige.

Halveringen kom dog i flere omgange og først efter et afslag og flere års tovtrækkeri, hvor sagen var igennem både Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten.

- Som erhvervsdrivende er jeg heldig at have egen jurist, der kunne kæmpe min sag. Som almindelig borger risikerer man jo at stå fuldstændig af i det her oldnordiske skattesystem, siger John S. Pedersen, der, ud over ejendomsskatten, også er forpligtet til at betale en såkaldt kommunal dækningsafgift som erhvervsdrivende. En afgift som er afhængig af – ja, ejendomsvurderingen.

John S. Pedersens sag blev færdigbehandlet i november 2011, og han har sammenlagt sparet mere end 100.000 kroner.

Penge, der har en betydning for en selvstændig murermester, hvis fag har været hårdt ramt under finanskrisen.

- Som håndværksvirksomhed har vi været igennem nogle dårlige år, hvor det har været svært at tjene penge. Så selvfølgelig betyder de penge noget for mig. Jo lavere omkostninger, jeg har, des bedre er det, siger han.