'Syngepiger fra Bakken' var navnet på det teaterstykke, der til efteråret får premiere på Nørrebro Teater. Nu fjerner teatret dog navnet 'Bakken'. Det skyldes først og fremmest den langvarige strid mellem Nørrebro Teater og Dot Wessmann, der er direktør for Bakkens Hvile.

Dot Wessmann har været stærkt utilfreds med, at teatret, ifølge hende, har 'misbrugt Bakken Hviles navn'. Hun har følt sig krænket over, at institutionen, der har historiske aner tilbage til 1877, skal udsættes for referencer til teaterstykket, der indeholder halvnøgne piger og drags på scenen.

Kitte Wagner, der er teaterchef ved Nørrebro Teater, forklarer, at de nu vælger at droppe ordet 'Bakken', da de er træt af at spilde ressourcer på sagen. Teatret havde ellers længe påpeget, at de havde juraen på deres side, og at ingen kan kræve eneret på dansk kulturarv.

- Det er ret tydeligt, at Dot Wessman har fået vores forestillings kunstneriske udtryk galt i halsen og nu ser det som sin mission at bekæmpe det med alle midler. Men det tidsspilde, som det medfører for alle andre, er fuldstændig håbløst, så nu afslutter vi sagen, med at hun får ret, mens vi til gengæld får arbejdsroen tilbage, siger Kitte Wagner.

Dot Wessmann er tilfreds med, at Nørrebro Teater nu vælger at fjerne ordet 'Bakken' fra teaterstykket. Men dermed er stridsøksen ikke endeligt begravet. Hun understreger, at det ikke kun er hende, der har været utilfreds med ordbruget, men at Dyrehavsbakken har bakket hende op hele tiden.

- Kitte Wagner forstår tydeligvis ikke, hvilket betydeligt arbejde det er at udvikle en kulturinstitution som Bakkens Hvile og har derfor ingen problemer med nasse på andre for at markedsføre sin kabaret. Måske er dette forklaringen på, at man også uden samvittighed fremfører usandheder, siger Dot Wessmann i en pressemeddelelse.