Opdateret kl. 17.20: Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Sygehus oplyser, at der er tale om misforståelse, og at der ikke er planer om at indkalde nogen til undersøgelse.

18.000 tidligere elever kan i deres skoletid have været udsat for kræftfremkaldende asbeststøv. Kræftens Bekæmpelse forsøger nu at komme i kontakt med eleverne.

Tusindvis af elever kan have været udsat for det farlige og kræftfremkaldende asbeststøv i deres skoletid, skriver Nordjyske Stiftstidende. Det drejer sig om elever, der har gået på Alléskolen i Aalborg.

Alléskolen, der nu er lukket, var nabo til Dansk Eternit Fabrik, der i dag hedder Cembrit, og som indtil 1985 producerede byggematerialet asbest på grunden ved siden af skolen.

Støv fra fabrikken kan ifølge Nordjyske Stiftstidende være blæst ind over skolegården, og derfor vil Kræftes Bekæmpelse og Arbejdsmedicinsk Klinik nu forsøge at komme i kontakt med de cirka 18.000 tidligere elever på skolen.

Kræftens Bekæmpelse holdt tirsdag et møde i Aalborg for pårørende til tidligere asbestarbejdere.

For nylig har en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse vist, at cirka halvdelen af de kvinder i Nordjylland, der i perioden 1996-2012 fik lungehindekræft, har været udsat for asbest i deres hjem.

Det handler blandt andet om, at mange af dem har været gift med asbestarbejdere eller haft sønner, der har arbejdet med det farlige isoleringsmateriale, og derfor er de blevet udsat for det kræftfremkaldende støv, når de eksempelvis har vasket mændenes tøj.

Kræftens Bekæmpelse og fagforbundet 3F vil nu rejse krav om at få ændret lovgivningen, så hustruer, der har været udsat for eternit, også kan få erstatning ligesom asbestarbejderne.

»Også for de hustruer, der har pådraget sig lungehindekræft, er der en sammenhæng med kontakten til asbest. Derfor må vi på Christiansborg presse på for at få loven ændret,« siger Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F, til Nordjyske Stiftstidende.

Eternit er et byggemateriale, der tidligere bestod af blandt andet asbest - i dag fremstillet det asbestfrit.