Det tyske par, der torsdag styrtede ned og omkom i deres sportsfly ud for Munkebo på Fyn, kom for at besøge ejeren af den lokale flyveplads, som de skulle have landet på.

BT har talt med Vagn Tyrsted Rasmussen som sammen med sin kone skulle have taget imod deres venner gennem 30 år.

- Jeg kom selv hjem 10 minutter efter, ulykken var sket. Der var masser af ambulancer og politivogne, der kørte ud over markvejen. På det tidspunkt vidste jeg ikke, det var mine venner, der var styrtet ned. De var på vej ned for at besøge min kone og mig, fortæller han til BT.



Identificerede selv parret

I følge ham er der tale om et ældre tysk par, som han og konen Aase Rasmussen selv har besøgt mange gange i Walsrode syd for Hamborg.

- Vi har kendt hinanden i mange år, og de var vores fliegerfreunde, siger Vagn Tyrsted Rasmussen.

Det var ham, der hjalp politiet med at identificere de to omkomne.

- Han var meget ilde tilredt i hovedet, fortæller Vagn Rasmussen om sin tyske ven.

Flystyrt Munkebo


Lukker flyvepladsen

Vagn Tyrsted Rasmussen har haft flyvepladsen siden 1969 og har selv fløjet som pilot, indtil han fik en blodprop for ti år siden. Af samme årsag havde han besluttet at flyvepladsen skulle lukkes ned næste måned. Den beslutning har han nu ændret på grund af ulykken.

- Jeg skulle have lukket flyvepladsen 1. oktober, men nu har jeg bestemt, at den skal lukkes ned med det samme. Jeg ringer til Luftfartsdirektoratet i morgen og siger, de skal lukke den, fortæller han.