Selvom skibsfolkene Søren og Eddy nu er blevet befriet, er de sandsynligvis endnu ikke færdige med at kæmpe

838 dage måtte Søren Lyngbjørn og Eddy López sidde i somalisk fangenskab, før ved de en aktion blev befriet tirsdag. De er nu ombord på det danske skib Iver Huitfeldt, der har kursen mod Danmark. Det er den foreløbige kulmination, efter deres fragtskib MV Leopard i 2011 blev kapret af somaliske pirater.

Men selv om det, som de i alt seks frigivet gidsler måske mest af alt har lyst til, er at kramme deres familier og få et ordentligt måltid mad, er det ikke helt sådan, at det kommer til at foregå.

Det fortæller Lars Bangert Struwe fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Han er ekspert i blandt andet antipirateri.



- Det første, de skal igennem, er et lægetjek for at se, om de har brug for lægehjælp eller medicin. Dernæst skal de have noget at spise. De har formentlig ikke fået særlig meget føde og heller ikke en særlig varieret og næringsfuld en, så de må ikke få for meget. Kroppen er afkræftet efter så lang tid. Hvis de får noget som flæskesteg, kan det være direkte farligt for dem, fortæller Lars Bangert Struwe.
 
Bagefter skal søfolkene igennem en såkaldt 'debriefing', som politifolk formentlig afholder. Her skal de afgive så mange oplysninger som muligt om deres gidseltagere, deres oplevelser og opholdssted, så en eventuel sag kan gå i gang.

De hårde oplevelser blev især tydelige, da Søren Lyngbjørn i løbet af danskernes fangenskab blev så syg, at han ifølge Ekstra Bladet måtte bæres på toilettet to gange dagligt af sine medfanger.

Nu skal Eddy og Søren hjem til deres familier, der efter mere end to års bekymringer endelig kan holde deres elskede i favnen igen. Men tiden herefter bliver sandsynligvis ikke udelukkende lykkelig.
 
- Forhåbentlig skal de også tale med nogle psykologer. Man ved meget lidt om, hvordan folk reagerer efter at have været gidsler, for folk reagerer meget forskelligt. Nogle kommer hjem helt nedbrudte, mens andre klarer det relativt upåvirket. Andre igen oplever flere år senere problemer i form af posttraumatisk stress, siger Lars Bangert Struwe. 

Søren og Eddy er de to danskere, der har siddet i længst tid som gidsler. Ifølge Lars Bangert Struwe afhænger deres fremtid af, hvordan de oplever det at komme hjem igen.

- Måske har de brug for at tale. Måske har de bare brug for at være stille. Men det er i hvert fald vigtigt, at de får den hjælp de har brug for, siger han.

Torsdag 2. maj kl. 21.10 viser TV 2 den rystende dokumentar "De danske gidsler mareridtet i Somalia", som giver et usminket billede af, hvad det vil sige at være gidsel i Somalia.