Det er blevet betegnet som den største skandale i internettets historie. Tirsdag kom det frem, at den alvorlige fejl i krypteringsprogrammet OpenSSL, kaldet 'Heartbleed', i årevis har gjort dit password og adgangskode til de mest anvendte internetsider tilgængeligt for både hackere og efterretningstjenester. Og da OpenSSL bliver brugt af populære tjenester som Facebook, Google og Instagram påvirker fejlen millioner af mennesker verden over.

Alligevel skal man som dansker ikke gå i panik, mener it-sikkerhedsekspert Henrik Kramshøj. Man skal derimod skynde sig ind og skifte alle sine passwords på de ramte sider.

- Som internetbruger skal man være passende paranoid. Det betyder, at man jævnligt skal skifte sine passwords, fordi der hele tiden vil opstå de her sikkerhedsbrist i systemet. Derfor er det også vigtigt at skynde sig ind og skifte de passwords ud, som muligvis er blevet afluret, siger Henrik Kramshøj, som mener, at man bør skifte sine koder ud mindst én gang om året for at være på den sikre side.

Samtidig er det vigtigt, at man bruger forskellige koder til de forskellige hjemmesider. For selvom det kan virke besværligt at skulle ligge inde med 117 forskellige passwords, kan det betale sig i den lange ende.

- Hvis der for eksempel sker et sikkerhedsbrist på Facebook, er din e-mail stadig sikker at bruge, når du ikke benytter dig af den samme kode. Det gør muligheden for misbrug langt mindre, siger Henrik Kramshøj.

Han anbefaler, at man downloader en kodeordshusker, hvis man har svært ved at holde styr på de mange passwords.

- Jeg ved, at Computerworld.dk ligger inde med en liste over gode kodeordshuskere, siger Henrik Kramshøj.

Der er endnu uvist, hvor mange hjemmesider, som er blevet ramt af 'Heartbleed'. Men allerede nu har en lang række sites fået rettet op på sikkerhedsbruddet. Derudover oplyser Nets, at hverken Dankortet eller NemID er ramt af det blødende hjerte.

Her skal du skynde dig ind og skifte password:

Facebook
Instragram
Pinterest
Tumblr
Google
Yahoo
Gmail
Yahoo Mail
Amazon
Intuit
Dropbox
OKCupid
SoundCloud
Wunderlist