De danske eliteaktier raslede ned mandag morgen. Et fald blandt kinesiske aktier bredte sig for alvor til Danmark, hvor det danske C20-Cap indeks faldt fra åbningen med over fire procent.

Men hvordan skal man som helt almindelig dansker forholde sig, hvis man ikke har investeret alt hvad man ejer og har i C20-indeks og Dow Jones, men i stedet råder over en beskeden aktieportefølje?

Ifølge Bjarne Jensen, investeringsrådgiver og direktør i StockRate Asset Manegment, skal man tage det helt roligt.

»Man skal bestemt ikke begynde at sælge ud af sine aktier, bare fordi vi oplever lidt modgang. Mit råd er, at folk skal holde fast, og væbne sig med tålmodighed,« siger Bjarne Jensen til BT.

Læs også:

Det er usikkerhed på især det kinesiske aktiemarked, som er begyndt at smitte af på resten af verden. Det kan også ses på de danske aktier, som faldt markant i sidste uge. Således faldt det danske C-20 Cap-indeks med 3,23 procent i torsdags, hvilket er rekord. Siden 5. august er det danske aktiemarked faldet tilbage til samme niveau som det lå på i februar måned i år.

Bjarne Jensen har årelang erfaring med investeringsrådgivning på aktiemarkedet, og har blandt andet en fortid som vicedirektør i Danske Bank, med ansvar for bankens egne aktieinvesteringer. Selvom de danske aktier i øjeblikket falder, tror han ikke på at uroen i Kina er så slem, at det vil gå ud over helt almindelige danskere.

»Nøgleordet i alt det her er ’frygt’. De forskellige landes aktiemarkeder er jo egoistiske. Når vi hører, at det går dårligt i Kina, så bliver vi bange og skynder os at sælge. Men kurserne på det danske marked er jo stadigvæk højere i dag, end da året begyndte,« siger Bjarne Jensen.

Læs også:

Bjarne Jensen mener at problemet ligger i, at der ofte er for stor fokus på, at tjene penge lige nu og her. Ifølge den garvede investeringsrådgiver, er det slet ikke sådan man bør investere sine penge.

»Hvis man vil tjene hurtige penge, skal man tage på kasino eller købe en lottokupon,« siger Bjarne Jensen.

Selvom de danske aktier lige nu falder, og ingen med sikkerhed kan sige, hvornår nedturen stopper, så mener Bjarne Jensen alligevel, at det blot er et lille ’bump’ på vejen i en langsigtet udvikling. Historien viser nemlig, at markedet nok skal komme igen.

»Man skal spørge sig selv: Stopper folk med at bruge penge? Nej. Folk verden over får flere og flere penge mellem hænderne. Stopper virksomhederne med at tjene penge fra den ene dag til den anden? Naturligvis gør de ikke det. Derfor gælder det om at holde fast i sine aktier, de skal nok tjene penge på den lange bane. Det viser historien igen og igen,« siger Bjarne Jensen.