Regeringens varslede stramninger på asylområdet bliver voldsomt kritiseret af flere eksperter. Heller ikke regeringspartneren, De Radikale, tror på en effekt.

Uhæderligt og urealistisk. Sådan lyder bedømmelsen fra to eksperter af regeringens asylstramninger. Den foregøgler, at syrerne kan vende tilbage til deres hjemland inden for et år.

»Der kommer til at gå mindst ti år, før man kan forestille sig fred og selv til den tid, vil det være svært at vide, om man kan sende folk tilbage,« siger Mellemøst-kender og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Rasmus Alenius Boserup til Radio24syv.

Regeringen vil give flygtninge fra Syrien en midlertidig opholdstilladelse på ét år, før de kan søge om familiesammenføring. Håbet hos regeringen er, at situationen i Syrien er så meget bedre, at i hvert fald en del vil kunne vende hjem.

»Det er fuldstændig ubegribeligt. Og jeg synes også det er uhæderligt. Det er uværdigt. For man ved jo glimrende, at situationen i Syrien er sådan, at der ikke er nogle ændringer. Tværtimod bliver det nok værre,« lyder det fra Søren Jessen-Petersen. Han har været FNs viceflygtningehøjkommissær fra 1998-2001 og haft flere stillinger inden for FN’s flygtningesystem og beskæftiget sig med flygtninge i

mere end 30 år.

Samme toner lyder fra Rasmus Alenius Boserup:

»Det er fuldstændig urealistisk. Det er et scam (svindelnummer, red.) fra regeringens side. Et forsøg på at få det til at ligne, at de gør noget i et forsøg på at stramme op,« siger han.

Dansk Flygtningehjælp er selv til stede i Syrien og har i alt tusind medarbejdere i mellemøsten, der arbejder med de syriske flygtninge. Her siger generalsekretær Andreas Kamm:

»Med alt, hvad vi ved, er det helt urealistisk at tro, at denne her konflikt og behovet for indsats i den forbindelse i nærområdet er slut om et år. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der mener. Jeg har ikke truffet nogen, der har med det at gøre, der tror, at det er i nærheden af realistisk,« siger Andreas Kamm til Radio24syv.

Troen på, at konflikten i Syrien ikke er slut om et år kommer ikke kun udenfor Christiansborg mure. De Radikales integrationsordfører, Marlene Borst Hansen (R) siger:

»Højest sandsynligt vil de her mennesker få deres familier her til, medmindre der bliver fred i Syrien inden for et år. Det skal man være en meget stor drømmer for at tro på.«

Flere af eksperterne mener også, at stramningen vil være uden nytte:

»Det er jo en stupid politik på den måde, at de (regeringen, red.) får bare problemet om et år, for det her slutter ikke om et år,« siger Rasmus Boserup fra DIIS.

Derudover mener Søren Jessen-Petersen, at det er en dårlig løsning:

»At holde flygtninge hen i uvished og usikkerhed er ikke alene snæversynet og helt uacceptabelt. Det er også en dårlig idé, for de skal være her i længere tid,« siger

han og foreslår derimod, at regeringen giver flygtningene opholdstilladelse og ret til familiesammenføring, så de hurtigere kan komme på fode og bidrage til det danske samfund.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) står dog fast:

»Jeg har ikke nogen mulighed for at forudsige, hvordan Mellemøsten ser ud om et år. Det tror jeg egentlig heller ikke, at der er andre, der har. Der må vi desværre afvente, hvordan tingene udvikler sig. Lige nu er der en rigtig svær situation i Mellemøsten. Vi må håbe først og fremmest for de mennesker, der bor der, at der snart kommer en afslutning på nogle af de konflikter.«

Spørgsmål: Men må I ikke påregne, at vi har de mennesker boende i mange år?

»Jeg tror, at jeg har svaret,« lyder det fra Mette Frederiksen.