Præcis en måned efter attentatet ved Krudttønden vender den svenske kunstner og professor Lars Vilks tilbage til Danmark.

Den 14. marts modtager han Trykkefrihedsselskabet ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.

Allerede på torsdag står Vilks atter frem i offentligheden ved et arrangement i Sverige. Begivenhederne ved Krudttønden på Østerbro, hvor filminstruktøren Finn Nørgaard mistede livet, skræmmer ikke Vilks. Især en tegning, der forestiller Muhammed afbildet som en hund, har provokeret.

Læs også:

»Jeg har ikke muligheden at trække mig ud. Jeg har tidligere været udsat for andre attentatforsøg. Dette vil forfølge mig resten af mit liv. Jeg kommer aldrig til at vende tilbage til min bolig, eller leve et liv uden trusler. Så nej, jeg stopper ikke. Der foregår en meget vigtig proces lige for øjeblikket, hvor det handler om at vinde ytringsfriheden tilbage. Jeg tror, mange fornemmer en stemningsskifte lige nu. Derfor er jeg også glad for, at Privatpartiet har besluttet at gennemføre deres arrangement i Göteborg,« siger Lars Vilks til bt.dk.

Prisoverrækkelsen finder sted på Christiansborg og motiveres af Naser Khader.

Læs også:

Ifølge Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm, er Vilks' kompromisløshed den primære grund til, at netop han skal modtage årets Sappho-pris:

»I syv år har Lars Vilks levet med dødstrusler og to gange er han blevet forsøgt myrdet, alene pga. en enkelt blæktegning. Det enorme pres han lever under, ville få mange andre til hurtigt at mumle nogle undskyldninger eller bøje nakken. Dén fristelse er Lars Vilks aldrig faldet for. Tværtimod har han stille og roligt fortsat med at forklare og forsvare sin kunst og det frie ord. Det fortjener han at blive hædret for – ikke mindst efter begivenhederne 14. februar,« siger Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm som begrundelse for at tildele prisen til Vilks.

Læs også:

Efter Vilks mening har attentaterne ved først Krudttønden og senere synagogen i Krystalgade lært danskerne, at det nu er alvor.

Torsdag taler Vilks ved et arrangement i Göteborg.

»Vi har inviteret til debat og har lejet lokaler i Folkets Hus,« siger Gustav Nipe, som er formand for foreningen Young Pirate, der er ungdomsafdelingen af det politiske parti Piratpartiet.

Læs også:

Debatmødet skulle oprindeligt have fundet sted i en messehal i Göteborg i forbindelse med en mediekonference 5. og 6. marts. Det arrangement blev dog ifølge Young Pirate aflyst på grund af sikkerheden, skriver Göteborg-Posten.

Ifølge formanden Gustav Nipe er også foredrag med Lars Vilks på Karlstad Universitet og på Örebro Universitet blevet aflyst med kort varsel på grund af sikkerheden.