Den tyske journalist Marc-Christoph Wagner mener, at Danmark er gået i selvsving i debatten om danskhed og den nationale identitet. Vi har spurgt en historiker, en museumsdirektør og en filmproducent om hvorvidt tyskeren har ret og i så fald hvorfor.

Ulla Tofte, direktør Museet for Søfart

»Grundlæggende er jeg uenig. For det første er det kun sundt, at identitet forhandles konstant. For det andet, vil det nu engang altid være sådan, at det sker i bølger - og det sker i alle lande på forskellige måder på forskellige tidspunkter. Det gjorde det også i Tyskland, for øvrigt, især i de første 10 år efter muren faldt. Da VM i fodbold blev afholdt i Tyskland sidste gang, begyndte man for alvor at bruge fanen igen og snakke om Tyskland som en stor nation.

Den type identitetsdiskussioner er en konstant proces, som fylder mere eller mindre i takt med at et land eller en befolkning forandrer sig, aldersmæssigt, politisk eller etnisk. Lige nu fylder diskussion om danskhed meget, fordi befolkningen bliver mere kulturelt mangfoldig. Da alle borgere var kulturelt danskere, var der ikke grund til at tale om, at danskhed. Men grundet indvandring og individualisering og mangel på fælles kultur, er der opstået et behov for at præcisere danskheden.

Det er ikke det samme som, at vi er begyndt at stille større krav til udlændinge eller er blevet mere optagede af nationalitetsfølelse, men blot at det bliver mere italesat. Og i virkeligheden er det et sundhedstegn, at danskheden diskuteres og forhandles, for det ville være langt mere ekskluderende, hvis det var en fastlåst, implicit størrelse, ingen talte om, fordi alle var enige på forhånd.«

LÆS FØRSTE AFSNIT AF SERIEN »Jamen så lær dem at cykle!« HER

Claus Bryld, historiker

»I en så gammel nation som Danmark burde vi hvile mere i os selv og ikke tænke så meget over, hvem vi er i forhold til alle mulige andre. Jeg tror, det eneste andet land i Europa, som er så optaget af at diskutere national identitet som Danmarker, er Norge. Og de er stadig en ny nation. På den måde kan man sige, det er et usikkerhedstegn, at det fylder så meget i Danmark.

Problemet er, at ingen jo kan definere danskheden. Det er en abstraktion, som kun kan bevises gennem empiriske studier. Og hvis man lavede dem, ville det vise, at vores vaner på tværs af de europæiske lande er temmelig ens. I stedet bliver danskheden gjort til en essens, noget i vores væsen, der er værdifuldt i sig selv. Men det er jo en konstruktion, for danskerne er også indbyrdes meget forskellige.

I virkeligheden bliver danskhed brugt som identitetspolitik med sigte på at sammensvejse nationen og bilde folk ind, at vi er en gammel stamme, som har holdt sammen i 1.000 år og nu er truet af fremmede. I min ungdom talte man om "befolkningen", nu siger man "danskerne". Det er en virkningsfuld politisk markør, der er med til at flytte fokus fra økonomiske og sociale problemer over til identitetsmæssige spørgsmål. "Så længe gamle Danmark  består..." I den forstand er det en måde at styrke de politiske magthavere på. Jo mere, man taler om "stammen", jo mere styrker man magten.«

Peter Albæk, filmproducent og medstifter af Zentropa

»Jeg fornemmer ikke, at danskhed fylder særlig meget i den almindelige borgers bevidsthed. Hvis Danmark er med i fodbold, er vi oppe at køre. Hvis ikke vi er, er vi oppe og køre over Island. Jeg er selv europæer, subsidiært skandinaver, subsidiært dansker. Det er ikke en særlig stor del af min identitet. Jeg kender heller ingen andre, der er optaget af danskhed - altså ud over borgerlige kulturministre, der hvert 10. år lancerer en eller anden kanon. Og jeg bor altså på Lars Tyndskids mark og omgiver mig med en masse lokale fra Sydsjælland.

Men danskhed er blevet enormt politiseret. Altså danskhed som politisk begreb. I dag, når man diskuterer danskhed, diskuterer man i virkeligheden, om man er for eller imod indvandrere. På den måde er danskheden blevet taget som gidsel i indvandrerspørgsmålet. Og det er derfor, jeg står og kigger mig selv over skulderen, når jeg hejser mit Dannebrogsflag til fødselsdage og dødsfald i angst for at nogen vil skyde mig nogle motiver i skoene. Fordi danskhed ikke længere er noget i sig selv, er det blevet til brik i et eller andet spil hvor man skal stå og være bange for at hejse sit flag i angst for at man ufrivilligt kommer til at deltage i en politisk debat.«