Erik Skovgaard ville have mobildækning til sin virksomhed i Bølling og gjorde selv noget ved problemet, men Erhvervsstyrelsen kvitterede med en bøde på 10.000 kroner.

Det halter stadig med mobildækningen i yderområderne - det kan mange vestjyder skrive under på. Og teleselskaberne er så godt som umulige at få på banen til at løse problemerne, og det ved Erik Skovgaard fra Bølling alt om, fortæller Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

For et par år siden gjorde han selv noget ved den dårlige mobildækning, men det initiativ kan nu ende med at koste ham 10.000 kroner i bøde.

»Vi forsøger bare at drive vores virksomhed, når nu teleselskaberne ikke vil hjælpe os, og så skal man straffes på den måde. Det gør mig sur,« siger Erik Skovgaard om situationen.

Han og hustruen Else er DeLaval-forhandler, og ægteparret lever af at sælge malkeudstyr til landmænd. Virksomheden beskæftiger udover ægteparret seks servicemontører. Mobiltelefonen er livsnerven for alle medarbejdere, men virksomheden har i mere end 15 år været udfordret af de dårlige mobilforbindelser i Bølling.

»Vi får jævnligt en sms-besked om, at den og den har forsøgt at ringe til os - på trods af, at telefonen aldrig har bippet. Vi har brug for mobilsignal hele døgnet, for hvis en malkerobot er i stykker eller en køletank bryder ned, så skal vi kunne rykke ud til landmanden med det samme,« forklarer Erik Skovgaard.

»Det er enormt irriterende, for vi risikerer at få utilfredse kunder i røret, fordi vi ikke besvarer deres opkald, når de har brug for det. Sådan kan man jo ikke drive virksomhed,« siger han.

Guld og grønne skove

Trods gentagne henvendelser gennem årene til flere forskellige teleselskaber har ingen af dem kunne love Erik Skovgaard en bedre dækning.

Den nærmeste telemast står ved hovedvej 11 lidt nord for Skjern, cirka to kilometer væk fra Erik og Else Skovgaards virksomhed. Den tilhører TDC - Erik Skovgaards teleudbyder - og blev senest udbygget i september 2014.

»Men den peger signalet nord-syd langs hovedvejen - ikke øst-vest ud i landskabet. Så den har vi ikke meget glæde af her i Bølling. Men TDC er trods alt den bedste udbyder,« forklarer Erik Skovgard.

For et par år siden forsøgte han derfor at tage sagen i egen hånd. Han var blevet træt af at høre på teleselskabernes tomme løfter.

»Jeg bliver ringet op hver eneste uge af nogle smarte sælgere, der lover guld og grønne skove. Men lige så snart jeg spørger ind til dækningen herude og forklarer vores problemer, så bliver de tørre i spyttet. Når jeg selv har henvendt mig til dem og forklaret problemstillingen, så får jeg den samme smøre om, at de ikke kan gøre noget, og ellers kan jeg da bare flytte min virksomhed til Skjern. Det er så dræbende for ens virkelyst,« siger Erik Skovgaard.

Han bliver afbrudt undervejs i forklaringen, da Elses mobiltelefon ringer. Det er minsandten Telia, der ønsker at snakke med Erik. Han vinker afvisende med hovedet til Else, inden han fortsætter forklaringen.

»Jeg spurgte for fire-fem år siden TDC, hvad det ville koste at få en signalforstærker op, så vi kunne få signal herind på kontoret. Det havde jeg læst på nettet, at man kunne. TDC sagde, at det kostede 15.000 kroner,« siger Erik Skovgaard, inden han holder en lille kunstpause:

»...plus 1100 kroner i månedligt gebyr. Og så røg fidusen jo. Var det en engangsydelse på 15.000 kroner, så var det til at leve med. Men det andet blev for dyrt,« forklarer han.

Noget tid efter opdagede han, at man kunne købe signalforstærkere over nettet i Tyskland til en meget billigere pris. Antennen med signalforstærkeren kostede et par tusind kroner, og den satte Erik Skovgard op i værkstedshallen på Vinkelvej i Bølling i 2013. Og så kunne han og Else pludselig tale i mobiltelefon med kunderne på kontoret, bare få meter væk fra værkstedshallen. Det kunne ikke lade sig gøre før forstærkeren kom op.

Støj på linjen

Jublende lykkelig over den lille revolution, der hænger i loftet på værkstedshallen, investerede Erik Skovgaard i endnu en signalforstærker, som han satte op i privaten, som ligger 50 meter væk fra værkstedet.

»Vi har en søn, der arbejder i Stavanger, og det var næsten umuligt at snakke med ham. Vi vil også gerne være på Facetime (samtale med livebilleder af hinanden, red.) med hinanden, men det kunne ikke lade sig gøre, før vi fik antennen op derhjemme,« fortæller Erik Skovgaard.

Der er bare et lille problem: Det er ulovligt for private at have signalforstærkere. Det var Erik Skovgaard uvidende om, og derfor var han noget overrasket, da to mænd fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bankede på hos virksomheden i april måned 2014.

»De spurgte om jeg havde en signalforstærker i nærheden, og det måtte jeg jo indrømme, at jeg havde. Der havde været klager over støj på linjen mellem Skjern og Bølling, og så har de åbenbart fundet frem til mig med deres pejlevogn,« forklarer Erik Skovgaard.

Vil ikke genere nogen

I juni 2014 dumpede der et brev fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ind af brevsprækken. I brevet stod der, om Erik Skovgaard ville gøre indvendinger mod styrelsens besøg.

»Indvendinger mod hvad? De var sådan set flinke nok, de to mænd der var her. Jeg pillede antennen i huset ned, og så troede jeg det var det,« siger Erik Skovgaard.

Men i august fik Erik endnu et brev, hvor der fremgik, at sagen ville overgå til Midt- og Vestjyllands Politi med krav om et bødeforlæg på ikke under 10.000 kroner.

»Jeg ringede til politiet og sagde, at den bøde havde jeg bestemt ikke tænkt mig at betale. Jeg har ikke gjort noget for at genere folk, jeg prøver bare at drive min forretning.«

I november 2014 var Erik Skovgaard til afhøring hos lokalpolitiet i Skjern, hvor han fik mulighed for at forklare sig. Oplevelsen hos lokalbetjent Knud Nørup har været den eneste positive oplevelse i hele forløbet.

»Han var meget forstående, og så vidt jeg kunne forstå på ham, så ville han helst ikke udskrive en bøde til en mig.«

Erik Skovgaard har ikke hørt fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen siden. Det har lokalbetjent Knud Nørup heller ikke.

»Jeg vil ikke kommentere en specifik afhøring. Jeg har sendt min rapport ind til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i november, og siden har jeg ikke hørt mere fra dem. Og med mindre jeg får besked på andet, så vil jeg ikke gøre mere i sagen,« siger Knud Nørup.

Mobilsignalet bliver forstærket gennem antennen, som Erik Skovgaard har sat op på gavlen af værkstedshallen.
Mobilsignalet bliver forstærket gennem antennen, som Erik Skovgaard har sat op på gavlen af værkstedshallen. Foto: Lisbeth P. Birkmose
Vis mere