Et særligt trekløver: Præsteparret Johnny og Lars bad 84-årige Inger flytte med

»Du spørger fuldstændig som mine børnebørn: Iullemor, hvad vil du gøre, når du ikke kan klare dig mere? Så siger jeg: Det vil jeg overlade til tilfældighederne. Og det har jeg gjort.«

Berlingske sidder over for 84-årige Inger Iuel i præstegården i Bårse. Godsejerdatteren og godsejerenken fra Vendsyssel fik en chance, de færreste i hendes alder får. Og slog til.

Hun boede et sted på egnen med sin søn. Slidgigt og to hofteoperationer gjorde det svært at komme omkring. Hver uge kom en ung præstestuderende og gjorde rent og gik til hånde. De blev fortrolige. Da hans studier krævede mere tid, overtog hans kæreste rengøringen. Også han vandt den tidligere lægesekretærs tillid. Tiden gik. Den studerende, som Inger Iuel nu havde lært at kende som Lars Foged, fik sin eksamen og blev ordineret præst i Bårse og Beldringe Sogne med den 400 kvadratmeter store præstegård som bolig. Meget talte for en alternativ løsning:

1. De mange kvadratmeter.
2. Inger Iuel ville »ende på plejehjem«, som hun siger, hvis alting gik, som det plejer for mennesker i hendes alder.
3. Lars Fogeds filosofi i sit nye embede: »Præstegården skal ikke være en fæstning.«

Inden præsten og hans kæreste, Johnny Hjort Jensen, flyttede til den omfangsrige embedsbolig, ringede de til Inger Iuel og foreslog, at hun flyttede med dem. Hun sprang til med det samme.

Inger Iuel viser teknologivant og med bevægelser, der fortæller, at den besked er vigtig for hende, den SMS som Johnny Hjort Jensen sendte, da de havde fået hendes ja til det alternative arrangement:Hej min søde nye kollektivist ;) jeg er så glad for at du er hoppet med på projektet... Og jeg er sikker på at vi får indrettet os super hyggeligt på alle de hellige km2 ;)...Over kaffe og småkager husker Inger Iuel:

»Jeg var ikke i tvivl. Jeg havde ingen betænkeligheder.«

Hun siger det, så man forstår, at det modsatte ville være utænkeligt.

»Jeg er flyttet ind i et kollektiv«

Den samme dag, 22. juli, rykkede trekløveret ind på én gang. Et mylder af flyttefolk og indbo fyldte gårdspladsen inklusive præsteparrets fire hunde.

Andre ældre ville måske være utrygge ved sådan en ordning og tænke, at i en beskyttet bolig eller på et plejehjem, der er ordnede forhold med personale og...

»Det er der også her,« afbryder hun.

»Du kan lige tro, her er ordnede forhold. Jeg tror ikke, andre ville være utrygge, hvis de kendte de to herrer. Hvis hverken Lars eller Johnny er hjemme, og jeg falder, så trykker jeg bare på alarmen der, så sender plejehjemmet et rejsehold. Det er ikke så indviklet. Men der er jo altid noget, der bider en i haserne, og som man er ængstelig for. Men børnebørnene har det gudskelov godt.«

Inger Iuel har hjemmehjælper fire gange om dagen. Hun kan med sin rollator komme omkring i huset eller få Lars Foged eller Johnny Hjort Jensen, når han ikke er på arbejde, til at hjælpe sig. Hun har et stort og nydeligt værelse og elsker at sidde ved vinduet i stuen og ude i køkkenet. Toilettet er stort og ergonomisk indrettet, og kirken ligger tæt på forbundet til præstegården med en flisesti.

»Så kører Johnny mig hen og smider mig ind i kirken, og så tager Lars mig med igen, når gudstjenesten er slut. Det er som bygget til mig. Det giver mig ro i sjælen og en dejlig hverdag. Og de hjælper mig, når jeg er syg. Jeg er flyttet ind i et kollektiv, som jeg skulle have gjort for 40 år siden. Man vil jo gerne bo sammen med andre.«

Hun springer et levet livs mellemregninger over og retter sig selv:

»Men jeg har aldrig været ked af at være alene, og det kan jeg få lov til her. Og få alle de besøg jeg vil. Men Lars har travlt. Jeg troede ikke, en præst lavede andet end at skrive en prædiken en gang om ugen og så dingle rundt. Men han har fantastisk meget at lave. Det er voldsomt, synes jeg.«

»Jo værre, jo bedre«

Inger Iuel vil ikke sige noget negativt om plejehjem. Men hun er indstillet på, at det kan ende sådan, »at drengene her ikke kan klare mig«.

»Jeg er heldig. Men der sidder mange derude alene og trænger til omsorg, og som ikke ved, hvad de skal stille op med sig selv. Da jeg var de tre uger på plejehjemmet med muskelsmerter, sagde de, at de aldrig havde oplevet nogen få så meget besøg som mig. Så bliver man helt flov over det. For sådan burde det ikke være. Det burde ikke kun være mig, der fik det.«

Inger Iuel, Lars Foged og Johnny Hjort Jensen ser film og serier sammen og læser bøger, som de diskuterer.

»Det liver mig op med at være sammen med yngre mennesker. Her har jeg det sjovt hver dag. De er jo underholdende, de to fyre.«

Hun efterlyser TV-serier. »Mad Men«, har hun hørt, skulle være god. Berlingske skriver en liste til hende. Om hun orker serier med vold?

»Ja, ja. Jo værre, jo bedre.«

Hvad præsteparret får ud af arrangementet? Lars Foged er ikke i tvivl.

»At jeg ser, Inger trives i sit liv på trods af sit fysiske besvær. Mere skal jeg ikke have ud af det. Det er rigeligt.«

Inger, har du et godt råd til andre ældre, der bliver inspireret af din måde at bo på?

»De kan jo se, det er en god idé. Hvem kan være så heldig at have sådan to, der pludselig siger: Du flytter med. Det er jo også en satsning for dem at have ansvaret for mig. Jeg kan ikke give andet råd, end at de skal tage de chancer, der kommer.«