Flying Superkids-direktør tilslutter sig en række cirkusdirektører og retter skarp kritik af DR og den omdiskuterede Cirkus Summarum-forestilling.

Endnu en stemme melder sig i kritikken af DR og forestillingen Cirkus Summarum, hvor kendte værter underholder.

»DR opbygger børnebrands, der efterfølgende kører i økonomisk konkurrence med andre spillere på markedet, som ikke har en licensfinansieret TV-kanal i ryggen. Og det tror jeg, de gør 100 procent bevidst«.

Så skarp lyder kritikken fra Lars Godbersen, der er direktør for den succesfulde gymnastikgruppe Flying Superkids fra Aarhus, som gennem flere år har turneret i Danmark og udlandet med deres akrobatiske shows, skriver Berlingske.

Udmeldingen kommer efter, at en række cirkusdirektører fredag i Berlingske kritiserede DRs Cirkus Summarum for unfair konkurrence.

Et af cirkusdirektørernes væsentligste kritikpunkter er, at DR gennem dækningen af Cirkus Summarum giver forestillingen dyrebar reklame.

DR sender hvert år Cirkus Summarums show, mange af figurerne går igen i DRs programmer og i cirkusteltet, og de har et program om cirkusdirektørens liv bag scenen med navnet »Cirkusliv i savsmuld«.

Derudover har DR i år lavet en baggrundsdokumentar, der fokuserer på børnene, som deltager i forestillingen.

DR afviste allerede torsdag, at der var tale om reklame, men Lars Godbersen er uenig.

»Det er fuldstændig vanvittigt, at de påstår, det ikke har nogen reklameværdi. DR vælger selv, hvad de skal producere af baggrundsmateriale om det produkt, hvor de i sidste ende selv leverer aktørerne,« siger Lars Godbersen.

»Hvis de spurgte, om jeg ville have lavet baggrundsdokumentar med vores børn, hvor de knokler og uddanner sig til at underholde i vores telt, og om jeg kunne se en reklameværdi i det, så ville svaret være et rungende »yes sir«. Cirkus Summarum får reklame i millioner af kroner, og det er hamrende konkurrenceforvridende,« fortsætter direktøren, der ellers ikke har problemer med at sælge billetter til Flying Superkids’ shows.

»Når det går os så godt, som det gør, så kniber vi os selv i armen, og så må vi leve med den situation, vi er i. Om det er rimeligt? Det synes jeg overhovedet ikke«.

DR afviser Lars Godbersens beskyldninger om konkurrenceforvridning.

»Vi har en public service forpligtelse til at være på alle relevante platforme - både på tv, med lytteuniverser og læringsspil på nettet, på de sociale medier og med livebegivenheder. På den måde bidrager DR til at sikre et mangfoldigt kulturtilbud til børn, der spejler og udvikler dansk børnekultur, og gør børnene til kritiske og kvalitetsbevidste kulturforbrugere,« skriver underdirektør i DR Medier, Maria Hald, i en mail til Berlingske.

DR forklarede fredag, hvordan ingen licenskroner går til Cirkus Summarum, fordi alt er finansieret af billetindtægter, og artisterne lånes ud til Cirkus Summarum. Men Lars Godbersen sætter spørgsmålstegn ved aflønningen af karaktererne i Cirkus Summarum.

»Det kunne være rart at få svesken på disken og se, hvordan det er strikket sammen økonomisk,« siger han.

Det forklarer Maria Hald således i et skriftligt svar til Berlingske:

»Muskelsvindfonden, som står som arrangør af selve forestillingen, indgår kontrakt med alle deltagende kunstnere. De fastansatte DR-børneværter, der spiller med i forestillingen, holder orlov uden løn fra deres almindelige arbejde i DR i den periode, de laver Cirkus Summarum.«

Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, oplyser yderligere, at optrædende artister er på kontrakt på ganske almindelige markedsvilkår.

Underdirektør i DR Medier, Maria Hald, oplyste også i gårdsdagens Berlingske, at DR gerne tager imod nye programidéer.

Det har Flying Superkids forsøgt at få igennem flere gange uden held, forklarer Lars Godbersen.

»Begrundelsen har været, at vi er for kommercielle. Så vi har måtte lave aftaler med TV2 for at få noget i fjernsynet, og det er jo paradoksalt, når DR har to kanaler, som jo henvender sig til en målgruppe, hvor Flying Superkids må være fantastiske rollemodeller.«

Det skyldes ifølge Maria Hald den store mængde af indkomne idéer.

»Vi er nødt til at prioritere benhårdt og må desværre sige nej til cirka 99 ud af 100 ideer til nye programmer,« siger hun.

Maria Hald er dog åben for at diskutere idéer og muligheder for samarbejde med Lars Godbersen.