Radikale kræfters indflydelse i danske fængsler er stærkt overdrevet, siger imam ved Københavns Fængsler Waseem Hussain. Han melder sig nu ind i debatten om ekstreme islamiske miljøers påvirkning på indsatte efter terrorangrebet i februar.
Vi har brug for at tale og tænke anderledes om, hvad der foregår i de danske fængsler, mener Waseem Hussain, fængselsimam hos Københavns Fængsler. Politikere og Fængselsforbundet overdriver nemlig omfanget af såkaldte »mørke kræfters« påvirkning af indsatte, lyder det fra Waseem Hussain.
Siden terroranslaget i København i februar har radikalisering og hvervning til militante, ekstremistiske miljøer i fængselsvæsenet været et brandvarmt tema. Men fængslerne er ikke rugekasser for Islamisk Stat, og vi skal ikke frygte, at stærke fanger uhindret radikaliserer medfanger i flæng, lyder det.
»Jeg har været fængselsimam i tre et halvt år, og nej, jeg kan ikke genkende, at der er en stigning blandt radikaliserede fanger i fængsler. Jeg mener også, at Kriminalforsorgen er opmærksom på de individer, der skal vække bekymring,« siger Waseem Hussain, der er tilknyttet Vestre Fængsel og Politigårdens Fængsel i København.
Diskussionen om radikalisering i fængsler blussede op med attentatmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein. Han blev løsladt fra netop Politigårdens Fængsel bare 15 dage inden, han skød og dræbte to mænd under det alvorligste terroranslag herhjemme i nyere tid. Waseem Hussain henviser til, at han har tavshedspligt og derfor ikke kan kommentere, hvorvidt han har haft med Omar El-Hussein at gøre.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) krævede efterfølgende en redegørelse fra en række instanser, der har kendt til Omar El-Hussein. Omar El-Husseins sag viste, at der også var grund til at se procedurerne efter i Kriminalforsorgen, lod ministeren forstå.
»Det er positivt, at man vil bremse radikalisering. Men jeg synes, vi skal trække vejret. Hvad med at få kortlagt problemets omfang? Man antager bare, at det er i fængslerne, hele problemet er. Hvis vi fortsætter med at mistænkeliggøre og tale om indsatte på denne måde, kommer radikaliseringen helt af sig selv. De gøres til samfundets kakerlakker og vil begynde at opføre sig som sådan,« siger fængselsimam Waseem Hussain.
I dagene efter terroranslaget kunne Berlingske fortælle, at Omar El-Hussein fire måneder inden terrorattentatet – og altså under sin varetægtsfængsling – ytrede ønske om at tage til Syrien og kæmpe med terrorbevægelsen Islamisk Stat. I sidste uge kunne TV 2 uddybe, at fængselsbetjente hele tre gange fra maj til september 2014 indberettede den 22-årige attentatmand til Kriminalforsorgen. Rigsadvokatens redegørelse, som TV 2 har haft adgang til, fortæller også, at Omar El-Hussein i Politigårdens Fængsel fik »cellefælleskab« med en anden ung mand, der sympatiserede med terrororganisationen Islamisk Stat. Den anden unge mand var ligesom Omar El-Hussein indberettet af Kriminalforsorgen til PET på grund af sin radikaliserede opførsel.
Tilbage i januar forlød det, at Kriminalforsorgen i en periode på godt to år havde modtaget 39 indberetninger af fanger, der udviste bekymrende, ekstremistisk adfærd. I marts viste en »fintælling«, at der nok snarere var tale om cirka 60 indberetninger om radikaliserede fanger. Tallet dækker ikke kun islamisk ekstremisme. Efterfølgende blev der fra politisk hold indskærpet, at alle tegn på radikaliserede fanger fremover skal indberettes til PET. Waseem Hussain forudser en storm af alarmer i kølvandet på Omar El-Hussein.
»Nu forventes det nærmest, at der skal komme en stigning i indberetninger, så selvfølgelig gør der det. Nu er filosofien: Husk at sige til, hvis du har set et spøgelse. Ansatte i Kriminalforsorgen vil indberette for en sikkerheds skyld. Jeg kan godt forstå tanken, men problemet er, at vi ender med at indberette alt og alle. Og når der først er rejst et advarselsflag, kan de spøgelser forfølge de indsatte resten af livet, selv om størstedelen aldrig har haft intentioner om at begå terror,« siger Waseem Hussain.
Han er også bekymret for, at helt almindelig muslimsk adfærd kan blive tolket som radikalisering visse steder i Kriminalforsorgen:
»At en mand anlægger skæg er ikke i sig selv radikalisering. Eller at man faster i forbindelse med ramadanen for den sags skyld. Og så er der de situationer, hvor normalt fredelige fanger handler i vrede og affekt. Måske fordi de får afslag på udgang. I den slags situationer sker det, at fanger siger dumme ting, de ikke mener, når den værste vrede har lagt sig.«
Fængselsbetjentenes forbund er en af de aktører, der har sat radikaliserede fanger på dagsordenen. Forbundet har blandt andet foretaget en rundspørge til tillidsmænd i landets fængsler og arresthuse om islamisk radikalisering. Ti ud af 26 tillidsmænd har haft erfaringer med radikaliserede fanger, fremgår det. Forbundet har også igen og igen foreslået, at man skal isolere de stærke, radikaliserende fanger. Eller rykke dem i mindre afdelinger. Takter, der bakkes op af blå blok og regeringen.
Waseem Hussain tror hverken på isolation eller på at flytte de stærke fanger ind i mindre afsnit. Faktisk frygter han, at en sådan strategi vil medføre flere radikaliserede fanger.
»I en mindre gruppe er det nemmere for stærke fanger at få en dominerende rolle, så proportionerne i en fangefordeling skal være velovervejede, og det synes jeg allerede, man gør godt i Kriminalforsorgen,« siger imamen og uddyber:
»Hvor skulle man flytte dem hen? Og på hvilket grundlag? Jeg frygter, at man giver nogle helte- og martyrstatus på den her måde. Lad os sige, at du har en person, som er særligt farlig, og at han er ude på en afdeling sammen med 19 andre, som han kan påvirke. Men billedet er jo også omvendt. De 19 andre fanger kan også påvirke ham i en positiv retning.«
Waseem Hussain vil ikke fortælle, om han selv har indberettet fanger. Men ligesom alle andre ansatte i det danske fængselsvæsen har han gennemgået et kursus i at spotte tegn på radikalisering. Af Kriminalforsorgens eget notat til Folketinget fremgår, at en indberetning kan bunde i »indsattes adfærd, udtalelser, ændringer i udseende, litteratur, effekter, symboler og lignede, som leder tankerne i retning af ekstremisme.«
Hvis en fange kommer til dig med sympatier for Islamisk Stat, hvad vil du så sige?
»Jeg vil redegøre for min holdning og komme med mine argumenter for, hvorfor jeg ikke mener, at det er svaret. Jeg vil udfordre ham, men give ham lov til at have sin holdning. Jeg synes, det er et demokratisk problem, hvis han ikke skal have lov til at have sin holdning. Men jeg vil præsentere, hvad jeg selv synes. Så har han et alternativ at forholde sig til.«
Hvad er der behov for nu og her?
»At vi får sat de rette proportioner på problemerne og har tillid til, at dem, som har ansvaret for de indsatte, tager sikkerheden alvorligt. Hvis du igen og igen siger til en person, at du bliver vel nok hurtigt sur, så bliver han sur. Hvis vi bliver ved med at italesætte unge i fængsler som radikaliserede, skal de nok ende med at blive det.«
Nogle vil måske mene, at du taler et alvorligt samfundsproblem ned?
»Jeg synes slet ikke, jeg underdriver problemet. Tværtimod. Men at radikalisering skulle være så omfattende, som man kan få indtryk af fra den offentlige debat, er på ingen måde det, jeg ser inde fra fængslerne.«
