Budskabet er klart fra en stribe fagforbund: Alle ansatte i staten skal have en mindsteløn på 19.500 kroner om måneden.

Ifølge avisen.dk vil det give et pænt lønløft til en del skovarbejdere, køkkenmedhjælpere, HK'ere og rengøringsassistenter. For eksempel er nogle HK'ere blandt de lavest lønnede med en grundløn på 18.700 kroner i grundløn om måneden.

Formanden for det fælles udvalg af fagforbund er Flemming Vinther. Han siger til avisen.dk, at det er uanstændigt, at nogle får så lav løn her i 2015. Derfor kæmper man for at få gjort noget ved det.

Lige nu forhandler han nye overenskomster for 124.000 ansatte i staten. Og ifølge en ekspert, som avisen.dk har talt med, er det ret usædvanligt, at man har kunnet samle fagforbund lige fra 3F, HK Stat til Politiforbundet og DJØF i en fælles kamp om et løft til de lavest lønnede.

»Det her sender et signal om, at man på statens område gerne vil tage de lavest lønnede grupper alvorligt. Normalt har alle de forskellige fagforbund svært ved at blive enige om sådan et krav,« siger Mikkel Mailand, der er forsker i arbejdsmarkedet og lektor ved Københavns Universitet.

Flemming Vinther er glad for, at forbundene er enige om at stå sammen, især fordi der er nogle grupper, der kommer til at betale lidt for at løfte de lavest lønnede. Det er blandt andre politimænd, officerer og andre mellem- og højtlønnede i staten.