Sommeridyllen røg fløjten for en dansk familie, da de under aftensmaden fandt en spyflue i grillpølsen fra Netto.

Forestil dig, at du sidder med familien på campingferie. Solen skinner, og du skal lige til at bide i en nygrillet pølse men finder en sammenkrøllet spyflue inde i kødet. Det var, hvad der skete for Morten Rasmussen og familien på fire på campingferien nær Nyborg på Fyn.

»Jeg skar pølsen over og kunne se, der var noget sort sammenkrøllet indeni. Det var først, da jeg kunne folde ben og vinger ud på klumpen, at jeg kunne se, det var en spyflue. Vi mistede alle appetitten straks og spyttede vores mad ud. Hverken os voksne eller vores børn fik andet at spise resten af dagen og gik sultne i seng,« siger 27-årige Morten Rasmussen til BT fra campingpladsen, hvor den famøse pølse blev forsøgt spist lørdag aften.

Med det samme tog familiefaren kontakt til Dansk Supermarked og Netto, som sælger frankfurterpølsen under mærket Pølsemesteren. Men han fik hverken svar på mail eller telefonen efterfølgende. Derfor valgte han og kæresten at lægge billedet på Facebook for at advare andre. Først derefter kontaktede Netto og Dansk Supermarked familien for at beklage hændelsen og sørge for at undersøge sagen nærmere.

Det har ikke været muligt for BT at få en kommentar fra Dansk Supermarked, men til eb.dk siger kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked, Maia Lindstrøm Sejersen:

»Det er ikke acceptabelt. Vi er absolut ikke tilfredse med det her. Det kan vi godt forstå, vores kunde heller ikke er,« siger hun til Ekstra Bladet.

Maia Lindstrøm Sejersen forklarer, at der hos leverandøren ikke tidligere er sket lignende tilfælde af pølserne, men at leverandøren nu vil gå alle procedurer igennem for at sikre, at alt bliver kontrolleret.

Morten Rasmussen håber ikke andre skal opleve noget lignende, og selv to dage efter hændelsen har han ikke lyst til at sætte tænderne i en grillpølse:

»Jeg spiser ikke en pølse fra Pølsemesteren igen, og jeg har det generelt ret stramt med at spise at spise pølser indenfor den nærmeste fremtid. Men jeg håber da, at jeg igen får lysten tilbage,« siger Morten Rasmussen, der dog har fået appetitten til andet mad tilbage, da BT fanger ham midt i aftensmaden på campingpladsen mandag.