Onsdag den 25. februar blev en forfærdelig dag for familien Borup i Randers. Deres søsters urne, der er nedsat på Nordre Kirkegård, er af ukendte gerningsmænd blevet gravet op.

»Min søster døde for to et halvt år siden. Vi er rystede over, at nogen kan finde på at gøre det,« siger 23-årige Kim Borup, der er storebror til afdøde Janni.

Hun var kun 18 år, da hun selv valgte døden. Tilbage står en ulykkelig familie.

»Det var min morfar, der i går fik at vide, at der var nogen, der havde gravet hans barnebarn op. Det sætter en masse tanker i hovedet om, hvem fanden der har gravet min søster op. Hvem kan finde på det« spøger Kim Borup.

Han og familien har en ide om, hvad der kan være sket, men det ønsker han ikke at gå i detaljer om.

»Vi har meldt det til politiet. Vi mener, det er to personer, der har gravet hende op,« siger Kim.

Den forfærdelige gerning fik mandag aften Kims 18-årige lillesøster til i frustration at spørge på Facebook »Hvem fanden har gravet min søster op«

Politikomissær Vagn Martinussen fra Østjyllands politi bekræfter overfor Amtsavisen, at man har fået en anmeldelse på ugerningen. Han fortæller, at det er yderst sjældent, at den slags sker, hvorfor han også må tænke lidt over, hvad strafferammen for en loverovertrædelse som denne er.

»Der er ingen tvivl om, at det er en krænkelse af gravfreden, men det er jo ikke en paragraf, vi har fat i hver dag. Jeg kan se, at det gælder straffelovens paragraf 139, som straffes med bøde eller fængsel i op til et halvt år,« siger Vagn Martinussen.

Læs mere hos Randers Amtsavis: Chokerende ud over alle grænser