Kronprins Frederik bliver Årets Fjernevarmedansker som anerkendelse af restaureringen af Frederik VIII's Palæ med energirigtige løsninger i højsædet.

En energirigtig renovering af Frederik VIIIs Palæ sikrer kronprins Frederik prisen som Årets Fjernvarmedansker 2010. Prisen uddeles mandag af Dansk Fjernvarme.

Restaureringen af palæet, der er gennemført af Slots- og Ejendomsstyrelsen, har fokuseret på varmestyring, som sparer på energien.

Ved at tage gulve op og paneler ned har det været muligt at installere den mest moderne teknologi og styring. Dermed kan der skrues ned for varmen i perioder, hvor slottet er ubeboet. Via computer kan kronprinsparret tænde for varmen igen, før de vender tilbage.

Varmeregningen i Frederik VIIIs Palæ bliver 17 procent lavere med det nye fjernvarmeanlæg.

Fjernvarmesystemet i det restaurerede palæ illustrerer ifølge Dansk Fjernvarme, at fjernvarme er svaret på, hvordan store, historiske bygninger kan gøres meget mere energivenlige.

Samtidig kan der tilføres komfort, uden bygningerne skæmmes af energiproducerende anlæg på taget eller i forhaven.

Med prisen som Årets Fjernvarmedansker følger 25.000 kroner, som kronprins Frederik vil donere til Fjernvarmens Udviklingscenter. Pengene skal bruges til at udskrive en konkurrence blandt unge ingeniører og ingeniørstuderende.

Danmark er internationalt førende indenfor fjernvarme og har en årlig eksport på mere end 4 milliarder kroner. 1,6 millioner danske husstande har fjernvarme.

/ritzau/