Som stormen Gorm drager øst på, kan flere broer formentlig igen forbinde trafikken fra det jyske til det fynske og fra det fynske til Langeland.

Ifølge Fyns Politi åbner flere af de lukkede broer nemlig omkring klokken 22.30 og 23.00 søndag aften.

Svendborgsundbroen og Langelandsbroen ventes ifølge Fyns Politi genåbnet klokken 23.00 søndag aften, mens begge broer over Lillebælt forventes genåbnet klokken 22.30.

Alle broerne blev lukket tidligere søndag aften, da den kraftige vind, der fulgte med Gorm, gjorde det for farligt at passere broerne.

Flere bilister har været strandet i Jylland og er blevet henvist til et Erritsø Fritidscenter ved Fredericia.

Nu kan de formentlig meget snart igen drage øst over - i hælene på Gorm, der sent søndag aften for alvor ventes at tage fat på København og Sjælland.

BNB