Sex-sygdommen gonoré spreder sig i stigende grad blandt unge, der dyrker ubeskyttet sex.

Det var tidligere ofte i det homoseksuelle miljø, at sex-sygdommen gonoré florerede. Men nu er sygdommen i stigende grad begyndt at smitte unge danskere, som dyrker sex uden kondom. Det skriver Metroxpress.

I 2003 blev 227 mænd og 31 kvinder diagnosticeret med gonoré, men sidste år var tallet steget til 602 mænd og 239 kvinder. Stigningen ses især blandt kvinder og piger under 19 år.

Gonoré-bakterien giver ofte svie, når man tisser – især hos mænd - og i få tilfælde kan den gøre kvinder sterile.

Susan Cowan, afdelingslæge og ansvarlig for overvågningen af gonoré på Statens Serum Institut, er bekymret over udviklingen. Hun peger på, at der i 1980erne var mange smittede og frygter, at det kan ske igen.

»Gonoré er ligesom klamydia sluppet ind i de kredse, hvor heteroseksuelle unge dyrker meget kondomløs sex. De må sørge for at bruge kondom – og hvis ikke de kan finde ud af det – ikke holde sig tilbage fra at blive testet ofte, så de ikke spreder bakterien,« siger Susan Cowan til Metroexpress.