En bare tre måneder gammel flodhesteunge døde søndag som følge af et uheldigt sammenstød med sin far, den store hanflodhest i flokken, det skriver København Zoo på sin hjemmeside.

Det var under et måltid, at det uheldet skete. Flodhesteungen kom for tæt på sin far, en han-flodhest på næsten 2.000 kilo, som stod og spiste ved en foderboks. Han blev forskrækket og reagerede ved at bide sin egen unge ihjel.

Ifølge Københavns Zoo kom ungens ophidsede far til at bide ungen, efter der var opstået tumult i stalden.  Moderen, der normalt ville beskytte sin unge, var optaget af at spise ved naboboksen, og kunne derfor ikke redde sin unge fra døden.

På Københavns Zoos hjemmeside forklarer man, hvordan det kunne gå så galt i flodhestestalden.

»Flodheste er store og temmelig aggressive dyr, som lever i grupper, hvor skærmydsler mellem flokmedlemmerne ikke er ualmindelige. Ungerne er dog normalt ikke indblandet i disse opgør, og det er uvist, hvorfor den store han i dette tilfælde skadede den lille unge. Hvert år kommer mange mennesker til skade som følge af, at de i naturen kommer for tæt på de store nærsynede dyr, som forskrækkes og farer op.«

En anden unge på to år var også til stede under episoden, men i modsætning til sin lillebror kom den ikke noget til.