Pernille Skipper fortæller her åbenhjertigt om frysepizzaer, grådige spekulanter i dyre jakkesæt og misundelsen, da veninden løb med den udvalgte.

Jeg bliver rigtig harm ... når politikere taler om at sætte pensionsalderen i vejret, samtidig med at de selv som folketingsmedlemmer og ministre har meget lukrative forhold. Det er ikke rimeligt, når en minister som Morten Østergaard fra De Radikale mener, at ganske almindelige mennesker skal arbejde, til de er 69 år, mens han selv kan gå på pension som 60-årig med en rigtigt god pensionsordning. Jeg tror, nogle politikere mister fornemmelsen for virkeligheden, når de har siddet for lunt på bagsædet af ministerbilen eller har været bag Christiansborgs tykke mure i længere tid.

Jeg er ikke særligt god ... i et køkken. Nu bliver det nok lidt mærkeligt, men jeg kan virkelig godt li’ frysepizzaer med ekstra ost. Man køber en trepak- pizza for ca. 30-40 kr. og en flødehavarti til at lægge ekstra ost på, så er jeg virkelig ovenpå. Det er virkelig godt.

Læs også:

Jeg er begyndt at bruge briller ... og ja, der er faktisk styrke i dem, jeg tager dem ikke på, bare for at se klogere eller smartere ud. Men tak fordi du synes, de klæ’r mig. Det er rigtigt effektivt, så kan jeg simpelthen se, hvem der kommer gående imod mig på Christiansborgs gange og råber hej, og jeg kan også se, hvad der sker på en tavle.

Jeg burde sige undskyld til ... når jeg er stresset, kan jeg komme til at tale for hårdt til folk, og derfor er det vigtigt, at jeg siger undskyld bagefter. Og det gør jeg. Forleden sagde jeg undskyld til min folketingsgruppe, for jeg havde sagt noget dumt og noget træls. Jeg gør en dyd ud af, at det er menneskeligt at fejle, og at det er menneskeligt at sige undskyld.

Læs også:

Det gør mig glad, når ... jeg har fri, og solen skinner. Når det lykkes for mig at få en fri søndag eftermiddag, hvor jeg kan mødes med en veninde, og vi kan gå en tur med en kop kaffe i hånden, det kan gøre mig helt grundglad.

Det gør mig rasende, når ... mennesker ikke behandler hinanden ordentligt. Vi skal simpelthen - både i politik og i hverdagen - fungere med respekt for hinanden. Jeg så engang en flok unge fyre grine ad en hjemløs person på gaden, og sådan noget gør mig rasende. Jeg sagde noget i stil med: Hvad bilder I jer ind? Det gør mig også rasende, når politikere på højrefløjen taler om, at det at være arbejdsløs og på kontanthjælp er som en badeferie. Det er respektløst overfor dem, der har mistet deres arbejde under krisen.

Læs også:

Jeg fortryder, at jeg aldrig ... blev bedre til sport, jeg ville så gerne have været en sporty person, det er jeg bare ikke, og jeg er ikke god til at gribe en bold. Da jeg var barn og teenager, gik jeg til alt, men intet holdt ved: Fodbold, håndbold, svømning, gymnastik, skøjteløb, jiu-jitsu og endda også linedance.

Jeg glemte at være ydmyg, da ... jeg som 12-årig væddede 100 kr. med min mor om, at jeg kunne spise ti hotdogs. Jeg kunne kun spise tre, tror jeg, det var et stort nederlag, og jeg måtte hoste op med mine sparepenge.

Jeg småtudede, da ... da jeg fornylig så filmen Gone Girl - Kvinden der forsvandt. Jeg er ret god til at lade mig rive med i en film. Nogle gange må jeg også gå ud af stuen under komedier, fordi jeg synes, det, der sker i filmen, bliver for pinligt.

Jeg var misundelig ... jeg kan da i hvert fald huske, jeg var misundelig på Tine fra min folkeskoleklasse, dengang man begyndte at komme sammen og flette fingre i de små klasser. For Martin ville gerne komme sammen med hende og ikke med mig. Det syntes jeg var noget træls.

Læs også:

I Folketinget opstår også akavede situationer ... da jeg kom til at sætte mig på den forkerte plads i folketingssalen og fik stemt for en af socialdemokraternes forslag, det var ikke så godt. Jeg stemte nej til et lovforslag fra regeringen på en socialdemokrats plads. Heldigvis kan man rette sådan nogle fejl.

Hvis Enhedslisten en dag fik regeringsmagten, ville det betyde ... rigtig meget, men først og fremmest et solidarisk velfærdssamfund, som fordeler ressourcer mere retfærdigt, og som griber de mennesker, der har brug for det. Og sørger for, at der er en klode med et liv og en fremtid også for vores børn og børnebørn. Vi skal holde op med at vækste med hele tiden, vi skal begynde at tage os meget mere af jordkloden og omstille os til vedvarende energi. Vi skal fordele ressourcerne bedre. Ideen om, at vi hele tiden skal være rigere og rigere og skrabe mere til os, må stoppe. Groft sagt, skal vi ikke kun tænke på, hvordan vi skraber mere ind til aktiespekulanterne, men på hvordan vi fordeler de eksisterende ressourcer retfærdigt.

Højrefløjspolitikere er godt dumme, når de siger ... at man bare kan gå ud at tage et arbejde, som om det var noget, man kunne få på ethvert gadehjørne. Man burde tale om, hvordan man skaber arbejdspladser, og om hvordan man kan rumme mennesker, der måske ikke kan arbejde 120 pct. hver eneste uge, men som har nogle skavanker eller har en nedsat arbejdsevne på anden vis. Dem er der ikke plads til. Men det, højrefløjen råber op om, er, at man skal bare tage deres penge fra dem og gøre dem fattigere, så får de arbejde. Der kommer ikke arbejdspladser af at sende f.eks. børnefamilier ud i fattigdom eller at tvinge mennesker ud i job med usle løn- og arbejdsvilkår.

Læs også:

Det gode ved at være mig er ... at jeg har så mange gode venner, som alle er sjove, gode og kloge, og så har jeg et arbejde, hvor jeg får lov til at gøre det, jeg brænder allermest for.

Det irriterende ved at være mig er ... at der er alt for få frie søndage med solskin, og at jeg arbejder meget, også i weekenderne. Nogle gange har jeg så travlt, at mailboksen kun kan blive fikset søndag eftermiddag.

Hvis alle i Danmark skal blive lidt gladere, er det nødvendigt at ... gøre fællesskabet og velfærdsstaten stærkere. Vi skal have mere lighed, sådan at vi får løftet dem, der har det svært i vores samfund, og vi skal sikre ordentlig pleje og omsorg til vores bedsteforældre og ældre, der har knoklet hele livet og betalt skat. Vi skal tro på vores velfærdssamfund og turde udvikle det i stedet for at afvikle det. Det gavner også dem i toppen af samfundets kransekage.

Kommunisme virker ... jeg vil ikke definere mig selv som kommunist - jeg vil kalde mig socialist. Jeg mener, at det frie marked, kapitalismen, har spillet fallit. Det er noget af det mest udemokratiske, man kan forestille sig. Det, der førte til den økonomiske krise, blev indledtaf finansspekulanter i dyre jakkesæt, men det ramte allerhårdest de mennesker, som knokler hver eneste dag, og som ikke har noget som helst med spekulationer og grådighed at gøre. Det nuværende økonomiske system har under krisen f.eks. betydet, at demokratisk valgte regeringer er erstattet af teknokrater, selvom flertallet af befolkningen ønsker noget andet. Argumentet er, at markedet ikke kan holde til de politiske initiativer, der ellers er flertal for. Men der er altså ikke nogen, der har stemt på markedet. Det er samtidig det system, der betyder, at vores jordklodes eksistens trues. Jeg har langt større respekt for de mennesker, der tjener penge ved at knokle med deres arbejdskraft, end for dem, der tjener penge på at skubbe papirer og sætte andre til at arbejde.

Jeg begik en dumhed, da ... jeg forleden forsøgte at få min cykelkurv til at sidde fast med en elastik, og jeg placerede en indkøbspose i den, og det resulterede i, at jeg tabte både cykelkurv og indkøbspose ud over gaden. Det var faktisk enormt uskønt.

Hvis ikke vi tager fat nu, er Danmark om ti år ... et delt samfund, hvor mulighederne er forbeholdt dem, der har råd til det og er så heldige at være født ind i det. Vi kan jo se, sort på hvidt, at uligheden stiger, de reformer, der er indført af den nuværende og den tidligere regering, de omfordeler med en omvendt Robin Hood. De tager fra dem, der har allermindst. For eksempel med en skattereform, som tog penge fra pensionister og mennesker ramt af arbejdsløshed eller sygdom, der gik til skattelettelser, primært til de rigeste. Når man vender bøtten sådan, ender det med, at den tipper, og vi ødelægger det stærke fællesskab, vi har. Vi ved, at jo mere lige et samfund er, des stærkere en økonomi er der. World Trade Organisation har endda anbefalet et lige samfund, fordi et meget ulige samfund er skadeligt for økonomien. Lighed styrker sundheden generelt og lige samfund har mindre kriminalitet. Det gavner alle, også de rigeste.