Flere forældre tager en hårdere tone i brug over for lærerne. Det skyldes den stigende brug af elektroniske midler i kontakten mellem skole og hjem, vurderer Danmarks Lærerforening.

Forældre tager langt hårdere ord i brug over for deres børns lærere end tidligere. Det vurderer formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening Per Sand ifølge dr.dk.

Per Sand forklarer tendensen med, at forældrene via mails, SMSer og skolens intranet har fået lettere adgang til skolen.

»Der er kommet et større engagement omkring skolerne, fordi man har lettere adgang via intranettet. Til gengæld er det også lettere at komme til at skrive noget, man senere fortryder, og så er det ikke så nemt at trække tilbage,« siger Per Sand til dr.dk.

Landsorganisationen Skole og Forældre bekræfter tendensen. Landsformand Mette With Hagensen mener dog, der er tale om en generel samfundstendens, ligesom hun påpeger, at tonen på sociale og elektroniske medier er blevet hårdere.

»Det er et ansvar, vi alle har som samfund, men det skal starte hos de voksne, for det er os, der kan tage ansvar for det. Så der skal både forældre og andre voksne gribe i egen barm og tænke på, hvordan vi taler til hinanden,« siger Mette With Hagensen til dr.dk.