Den kommende formand for LO bør gå til valg på at nedlægge LO og i stedet danne en ny stor hovedorganisation med FTF, lyder opfordringen fra flere forbundsformænd.

Afløseren for LOs formand, Harald Børsting, skal være den sidste. Sådan siger formand for HK/Privat Simon Tøgern, skriver Politiken.

Den kommende formand for LO bør dermed gå til valg på at nedlægge LO og i stedet danne en stor ny hovedorganisation af LOs cirka 1 million og FTFs 450.000 medlemmer.

FOAs formand, Dennis Kristensen, mener ligeledes, at man bør lave en stor hovedorganisation, og den melding bakkes op af formanden for Dansk Metal, Claus Jensen.

Dog er Per Christensen, som er formand for 3F, ikke tilhænger af idéen.

»Jeg er ikke enig i, at en fusion med FTF er afgørende. Det er jo ikke i sig selv nok, at vi er mange, hvis vi ikke er indbyrdes enige,« siger han til Politiken.

LO og FTF har nedsat en politisk styregruppe, der skal analysere fordele og ulemper ved en sammenlægning af de to forbund.

Ifølge Politiken har hverken FTFs formand, Bente Sorgenfrey, kandidaterne til formandsposten i LO og LOs næstformand, Lizette Risgaard, ønsket at kommentere en eventuel fusion.