Nedfalden is og sne fra pyloner og kabler fik tirsdag formiddag myndighederne til at lukke Storebæltsbroen i begge retninger og standse påsketrafikken af sikkerhedsmæssige årsager. Broen er nu åbnet igen.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter:

»Så er broen åben i begge retninger. Kør nu forsigtigt, når trafikken gives fri. Vagtchefen,« skriver politiet klokken 13.16.

Tidligere tirsdag fortalte vagtchef Søren Østervig til bt.dk, at den nedfaldne is og sne havde ramt flere biler. Derfor havde man valgt at lukke broen kort før klokken 11.

»Fire biler var blevet ramt af den is og sne, der var faldet ned, men ingen personer i bilerne er kommet til skade,« sagde han.

Det var bilisterne selv, der ringede ind til Sund & Bælt, der blandt andet driver og vedligeholder vejforbindelsen på Storebæltsbroen, for at advare om, at der var faldet is ned på broen fra blandt andet de to pyloner, som strækker sig 254 meter op i luften.

Det fortæller kommunikationsmedarbejder i Sund & Bælt, Lotte Bentzen, til bt.dk.

»Der var flere bilister, der oplevede, at der faldt is ned på kørebanen, og det var selvfølgelig alarmerende. Det kan være rigtigt farligt. Derfor valgte vi hurtigt at lukke broen af sikkerhedsmæssige årsager,« siger hun.

Sund & Bælt havde derfor flere folk ude på broen for at undersøge, hvordan og hvorledes det kunne være sket, samt sikre, at det var sikkert nok for bilisterne at køre over.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi regnede oprindeligt med at åbne Storebæltsbroen igen omkring klokken 12.30 tirsdag, men den prognose blev hurtigt trukket tilbage, da is og sne på kablerne blev ved med at drille myndighederne.

Først omkring klokken 13.15 tirsdag, blev broen åbnet igen.

Lukningen af broen førte samtidig til store køer i begge retninger, oplyste Vejdirektoratet, der har deres oplysninger fra TomTom. Køen i østgående retning var på omkring 11 kilometer, mens køen i vestgående retning var omkring 4 kilometer, før broen blev åbnet.

»De lange køer betyder, at der er omkring to timers forsinkelse i østgående retning, mens der er omkring en times forsinkelse i den vestgående,« siger vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikinformationscenter, Maiken Mores, til bt.dk.

Dog forventer Vejdirektoratet, at trafikken kommer til at glide relativt hurtigt over broen, nu den er åbnet igen.

Bilerne blev alle primært ramt af den nedfaldne is og sne i forruderne, der blev knust, da det begyndte at falde ned omkring klokken 10.53.

Storebæltsbroen blev lukket kort før klokken 11, samtidig med at flere steder i landet blev ramt af regulære snebyger. Især Syd- og Sønderjylland, Midtjylland, Fyn og Lolland-Falster bliver ramt af den kolde nedbør tirsdag, mens Nordjylland får tøsne, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til BT.

Den sydlige del af landet bliver også ramt af blæst og vindstød af op til stormstyrke. Det fik tidligere tirsdag formiddag Vejdirektoratet til at fraråde lette køretøjer at køre over Storebæltsbroen.

Lukningen af broen har ikke påvirket togtrafikken, der kører som normalt.