Næsten som en tro kopi af klassikeren 'Romeo og Julie' er 15-årige Rasmus Bridstrup fra Filskov stukket af på en romantisk flugt med sin 14-årige kæreste, Emilie Andersen, fra Hedehusene. Den romantiske forsvinden kan skyldes, at kærlighedens lykkefølelser kan oversvømme hjernen, samtidig med at unge generelt har sværere ved at styre deres impulser.

Det fortæller hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen, der blandt andet har udgivet flere bøger om børns udvikling og reaktionsmønstre sat i relation til deres hjernemæssige udvikling.

»Nu er den her sag selvfølgelig lidt speciel, men også meget romantisk,« siger Ann Elisabeth Knudsen til bt.dk, før hun fortsætter:

»Men umiddelbart er grunden til, at unge mennesker har sværere ved at styre deres impulser - end når de er blevet unge voksne - at deres pandelapper i hjernen endnu ikke har fået tilstrækkeligt med stoffet myelin.«

Myelin er nogle fedtskeder, der sidder omkring nervecellernes ledning, som sørger for, at elektriske impulser i hjernen bliver transporteret de rigtige steder hen.

»Pandelappen er det sidste i hjernen, der får myelin i forbindelse med puberteten. Og pandelappen styrer jo impulserne fra hele resten af hjernen. Det er den, der sørger for, at man får et overblik og tænker konsekvenserne ved det, man gør, igennem og tænker længere frem i tiden end 'lige nu og her',« forklarer Ann Elisabeth Knudsen.

'De må være blevet grebet af det'

Før pandelapperne har fået nok myelin, kan man derfor ifølge forskeren ikke regne med, at unge mennesker - som det forelskede par - planlægger langt frem i tiden, men mere tænker på øjeblikkets indskydelse.

»Og det må de jo være blevet grebet af,« griner Ann Elisabeth Knudsen.

15-årige Rasmus Bridstrup fra Filskov stak søndag morgen af på en romantisk flugt med sin 14-årige kæreste, Emilie Andersen, fra Hedehusene. Gennem længere tid havde de to ifølge deres forældre planlagt det hele.

Siden har hverken deres forældre eller andre hørt fra dem, da de har slukket deres telefoner. Men de formodes ifølge politiet at opholde sig en campingplads i Sydjylland eller på Fyn, idet de to unge har medbragt hver deres guitar, telt og soveposer samt Rasmus Bridstrups konfirmationspenge.

Oversvømmet af forelskelse

Samtidig kan også selve forelskelsen spille ind på deres handling, forklarer Ann Elisabeth Knudsen.

»Forelskelse frigiver samtidig nogle lykkehormoner i hjernen, som godt kan blive helt oversvømmet af det, så de unge har svært ved lige at finde ud af, hvad der hoved og hale i det hele,« siger hjerneforskeren.

Samtidig understreger hun, at det er meget heldigt, at begge parter har følt det samme på samme tid.

»Det er bare rigtig heldigt - og meget usædvanligt - at begge to og med hinanden vil det her. For sædvanligvis er det ofte sådan, at det elskede objekt sjældent er forelsket i den anden i de her sager. Så det hører til sjældenthederne, at det ovenikøbet er sammenfald i det,« siger Ann Elisabeth Knudsen.

Ofte er det pigens hjerne, der modnes hurtigere end drengens.

»Pigerne begynder allerede som 16-17-årige at have principielt voksne hjerner, mens drengenes hjerner kan udvikle sig helt ind i 20'erne, er jeg bange for,« griner Ann Elisabeth Knudsen, der ikke har hørt om lignende tilfælde som Rasmus Bridstup og Emilie Andersens romantiske flugt.

»Kun i litteraturen,« siger hun.