København: Den franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, var selv til stede, da Omar Abdel Hamid el-Hussein 14. februar 2015 affyrede 28 skud mod Krudttønden og dræbte Finn Nørgaard.

Søndag er ambassadøren tilbage ved Krudttønden på et-års-dagen for attentatet.

- I dag er en vigtig dag. Det er en vigtig dag for Danmark, Frankrig og mig personligt. Jeg, som franskmand, deler danskernes sorg, og tænker i dag på Finn Nørgaard og Dan Uzan, siger en tydeligt berørt ambassadør til Ritzau.

- Jeg var selv til stede under mødet i Krudttønden. Jeg så Finn Nørgaard ligge og dø foran Krudttønden. Men jeg blev ikke ramt af kuglerne den dag. Jeg er selv en af de overlevende.

- Jeg overlevede sammen med mange andre, og det skal inspirere os til at leve vores liv uden at gå på kompromis. Det mod, som Dan Uzan og Finn Nørgaard viste for et år siden, skal inspirere os, siger Francois Zimeray.

Dan Uzan mistede livet, da den samme gerningsmand natten til 15. februar skød ham ved Synagogen i Krystalgade i indre København.

Det var et debatmøde om ytringsfrihed og censur, der dannede ramme om angrebet på Krudttønden.

Den franske ambassadør fortæller, at han har mødt kritik i sit hjemland, fordi han deltog i mødet, hvor blandt andet den svenske muhammedtegner Lars Vilks var en af talerne.

Spørgsmål: Vil du deltage i et lignende møde igen, hvis lejligheden byder sig?

- Ja, bestemt. Jeg er glad for, at jeg var der, og jeg ville ikke tøve med at tage til et lignende arrangement igen, siger han.

Francois Zimeray deltog da Københavns Overborgmester, Frank Jensen (S), og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag lagde kranse ved Synagogen og Krudttønden, hvor Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt.

/ritzau/