For et par dage siden fortalte en 25-årig pige om, hvordan to mænd grinte af hende, fordi de mente, hun var for kraftig til at kunne ligge og slikke sol i en bikini. Det provokerede 23-årige Frederikke Tea Ulff-Møller så meget, at hun har delt et billede af sin egen bikini-krop på Facebook.

Frederikke Tea Ulff-Møller fra Valby har i lang tid været bange for at vise sine arme, lår og mave frem. Hun har været bange for, hvad andre tænker. Hun har holdt sig langt væk fra sol, strand og bikini. Men det skal være slut nu.

Søndag aften delte hun et billede af sig selv i bikini på Facebook. Mandag eftermiddag har opslaget fået mere end 27.000 likes og er blevet delt knap 4.000 gange, for ikke at snakke om de mange positive kommentarer, det har høstet.

»Hvorfor skal jeg lægge låg på mig selv, fordi jeg er bange for, hvad andre tænker? Jeg nægter at gemme mig mere,« forklarer Frederikke Tea Ulff-Møller til BT.

Frederikke Tea Ulff-Møller blev inspireret til at dele sit bikini-billede efter at have læst om 25-årige Julie Ransby, der havde overhørt to mænd tale nedladende om hendes krop, da hun lå og solede sig i en baggård.

Julie Ransby nåede ikke at reagere på kommentarerne, før mændene var væk. Men på Facebook gav hun mændene en opsang, og for at ’provokere’ postede hun et billede af sig selv i samme bikini.

I opslaget stod blandt andet, at ’en bikinikrop er en krop med en bikini på, uanset størrelse, form og fedtprocent’. Mere end 100.000 har reageret på opslaget, som også nåede ud til Frederikke Tea Ulff-Møller.

»Det ramte mig virkelig. Da jeg så den måde, hun reagerede på, tænkte jeg, ’hun har så meget ret’. Hvem er det, der skal bestemme, hvem der kan gå i hvilket tøj?« siger hun.

Hun beskriver det som en øjenåbner og forklarer, at det har gjort en kæmpe forskel for hende og ændret noget helt grundlæggende.

»Mit syn på mig selv og min krop har ændret sig enormt på få dage. I dag (mandag, red.) har jeg taget mine gode højtaljede træningsshorts på og en tanktop. Det ville jeg ikke have gjort for bare en uge siden - der var det en t-shirt, der var stor nok til at gemme mine arme væk og shorts, der var længere end til midt på låret,« siger Frederikke Tea Ulff-Møller.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

Hun blev så overrasket over, hvor meget det gjorde for hende at se og læse Julie Ransbys opslag, at det inspirerede hende til at sprede budskabet.

»Jeg så, at hun havde brugt hashtag’et ’#minbikinikrop’ og tænkte, hvis jeg også gør det, kan det være, vi kan starte en tendens,« siger hun og understreger, at det ikke handler om overvægt.

»Jeg håber, folk i alle størrelser får lyst til at vise sig frem. Det handler ikke om, om det er okay at være stor, det handler om, at det er sommer, og at det er okay at vise, hvordan man ser ud.«

23-årige Frederikke Tea Ulff-Møller, der til dagligt arbejder i en børnetøjsbutik på Islands Brygge i København, er meget overvældet over den positive respons, hun har mødt på under et døgn.

Missionen var at ramme bare ét menneske, ligesom hun selv blev ramt af Julie Ransbys opslag.

»Det er fantastisk. Der er kommet så meget mere god respons, end jeg turde håbe på. Jeg håber, min mission bliver fuldført.«

Herunder kan du se Julie Ransbys opslag, som inspirerede Frederikke Tea Ulff-Møller.